Hr. Yakomodos spanskrør - af Jesper

2009

Denne begivenhed fandt sted for mange år siden selve julenat oppe i Sverige, der hvor de har rigtig sne i december måned.
Vi var startet om eftermiddagen fra Danmark, alene. Egentlig var det meningen at min svigerinde og hendes mand + børn skulle have været med, men et udbrud af fåresyge havde sat et effektivt punktum for det

Der var absolut ikke julestemning i bilen efterhånden som vi stred os frem af stedse mindre veje med stedse mere sne. Vi havde skændtes så det bragede dagen før og jeg var begyndt at spekulere på om dette ægteskab ikke var en stor fejltagelse. En japansk pige og en dansk mand. Det havde været så rosenrødt da Kim var stationeret i Kobe, udsendt af sit danske firma. Jeg var faldet for den flotte blonde mand, og det samme var min familie. MED ÉN UNDTAGELSE: ONKEL YAKOMODO, kaldet onkel YAK. Min farbror som i modsætning til min far havde overlevet krigen.
Mellem ham og Kim eksisterede der et underligt forhold Kim, behandlede ham med al den respekt en indfødt japaner ville vise ham, og selvom onkel Yak var MEGET tilbageholdende var det tydeligt at han betragtede Kim som en art nevø, som han kunne give gode og velmenende råd. Råd der vel og mærke SKULLE følges uden indvendinger.
Han var den eneste der havde frarådet ægteskabet. “Det går ikke. Hun ligner sin far for meget. Du kan ikke tæmme hende. Kun en bambuskæp kan. HUSK PÅ AT JEG VIL DIG DIT BEDSTE KIM.
Men gift blev vi og jeg tog til Danmark.

------------

Det var en fiasko. Sproget var ikke noget problem, jeg lærte dansk lige så hurtigt som Kim havde lært japansk. Men det land som jeg troede blomstrede af frihed og udsyn viste sig at være indbegrebet af snæversyn og intolerance PÅ overfladen var alt ok, men jeg VAR og BLEV en FEJLFARVE en SKÆVØJET.
Rejs tilbage til Arabien (Jo mere intolerance, jo dårligere geografikundskaber.)
Jeg reagerede med skuffelse, raseriudbrud som gik ud over alt og alle især KIM.
Jeg havde gjort op med mig selv. Juleaften skulle overstås, men 1. juledag ville jeg fortælle ham, at nu rejste jeg.

--------

Endelig kom vi til hytten. De sidste kilometer kunne vi godt have brugt en sneplov. Stuen var varm takket være et fjernbetjent el opvarmningssystem. Der skulle bare tændes op i pejsen.
På døren hang en pakke. Lang og tynd. Pakket ind i et rør og med “Air Freight” mærker overalt. Desuden var der en seddel.: “Den kom med posten” Jönsons...... Grannerne eller naboerne om man vil.
Ud med maden, ud med gaverne og så spiste vi. Vi kunne begge to mærke at det her virkede ikke. Den indvendige kulde var lige stå stor som den udenfor. Bagefter pakkede vi gaver ud. Gaverne fra familien lå stadig i Danmark, hos min svoger og svigerinde. Der var kun dem vi selv havde købt.
PLUS DEN MYSTISKE PAKKE. Vi åbnede den. Inde bag pakhylstret gemte der sig endnu et hylster en fint forarbejdet skede, kostbart lakarbejde, sort med røde tegninger.
En frygtelig anelse greb mig. NEJ, min familie sender ikke julegaver, hvorfor skulle Zhen-budister gøre det? MEN HVEM SÅ.
Kim åbnede hylstret. UD KOM ET SPANSKRØR. Ikke det sædvanlige gule som jeg havde oplevet alt for tit i min barndom, men et mesterværk knaldende rødt og skinnende blankt. Men at det var et spanskrør var der ingen tvivl om. Det havde længden ca 1,50 meter, tykkelsen ca som en finger og frem for alt smidigheden, hvilket fremgik da Kim lod det suse gennem luften Et brev flagrede ud samtidig. Vi så det begge. Onkel Yakamodos sirlige kalligrafi, de fine strøg med tuschpenslen.
Det var stilet til Kim: Jeg sender dette spanskrør til dig. Det har været i min slægt i generationer, men snart vil jeg ikke have brug for det mere. Det er kun til hustruer, men har reddet mange ægteskaber i vor slægt, så BRUG DET… MEN BRUG DET MED MÅDE OG OMTANKE.

-----

Onkel Yak, den gamle nar! Aldrig i livet! Jeg så hånligt på Kim. Han var uhyggelig rolig: "Vær ikke så sikker på det JUMO. Det har sikkert været brugt både på din mor og dine ældre søstre. "Det røde spanskrør" Jeg har hørt om det.”
"NEJ, DU KAN TRO NEJ, SÅDAN LEGER VI IKKE I DAG" Jeg var parat til et større skændsmål da det hele blev afbrudt.
PLING... sagde det, da al elektriciteten gik. Total mørke kun flammerne fra pejsen og et enkelt lys.
"OK, jeg skifter sikringerne," sagde Kim, medens han forsvandt ud i forstuen til sikringsboksen.
Et øjeblik efter hørte jeg en banden: “Hvor F.... er reservesikringerne? Det var dem du skulle købe.”
“Jeg kan sgu ikke sørge for alting,“ hvæsede jeg tilbage, fyldt med dårlig samvittighed, for det VAR mig, der skulle have sørget for nye sikringer. Det vidste både Kim og jeg.
“Jeg går over til Jönsons og låner nogen. OG NÅR JEG KOMMER TILBAGE VIL JEG SE DIG AFKLÆDT VED SIDEN AF DET RØDE SPANSKRØR... FORSTÅET?”
“FUCK YOU” var mit svar da Kim forsvandt ud i sneen.
Jeg blev stående i stuen kun oplyst af ilden fra pejsen. Det var månelyst udenfor og sneen faldt. “Aldrig i livet mumlede jeg for mig selv.”

-------------

PLUDSELIG STOD HAN DER. Det var ikke ONKEL YAK, men TAGO YAKOMODO general i den kejserlige hær. Han havde ikke uniform på, men sin galla mandekimono, med de vide ærmer.
Om livet hang hans sværd. Stort og langt. (Nej det er ikke et samurai sværd, sådan nogle forsvandt for over 100 år siden, men en højtstående officers æres symbol.)
Han stirrede på mig, halvvejs transparent. Jeg kunne se månen igennem ham.
"Jumo. DU GØR HVAD HAN SIGER. HAN ER DIN MAND OG HAN RÅDER OVER DIG. DET ER DIN SIDSTE CHANCE FOR AT REDDE DIT ÆGTESKAB."
"Ren og hop. Skrid! Jeg tror ikke på spøgelser." Jeg så på "væsnet" som det stod der oplyst af månen.
Det var godt nok onkel YAK, som jeg holdt meget af og respekterede dybt. Men NEJ... SKRID!
Jeg vidste udmærket hvad jeg ville sige, men ordene blev siddende i min hals. I stedet for krængede jeg min sweater af og begyndte at knappe blusen op.
Som i trance fortsatte jeg med at klæde mig af, medens jeg stirrede ud gennem vinduet. Det var der stadig. "væsnet". Onkel Yak som jeg kendte ham fra alvorlige lejligheder.
Et efter et kom klædningsstykkerne af. Bukser, strømper, Bh, alt sammen. Til sidst var der kun trusserne tilbage.
Jeg tøvede. Hvad gik der af mig? Adlyde et spøgelse… I det 21. århundrede.
"KOM SÅ" Det VAR onkel Yaks karakteristiske tørre stemme. “”OPFØR DIG SOM EN JAPANSK HUSTRU. DU VED JO AT DU ELSKER HAM… TAG DIN STRAF.”

-----------------

Så hørte jeg døren gå. Kim var kommet tilbage. Han var om muligt endnu mere rasende.
“Jönsons er taget på juleferie, der var lukket og slukket, vi må vente til i morgen. Han lignede en snemand, men da han tog jakken af blev jeg bange. Jeg kunne se hvad der ventede mig.
“Bøj dig over spisebordet!”
“Kan.. kan vi ikke vente til i morgen?” forsøgte jeg desperat.
“Nej, jeg burde have gjort det for længe siden. Onkel Yak har ret. Jeg vil skrive og takke ham, når vi engang kommer hjem fra denne udørk.
“OP MED ENDEN... HØJERE OP, KOM SÅ.”
Der var intet at stille op. Jeg kunne ikke se “væsnet” mere, men fornemmede at det stirrede på mig.
”AUUGH ÅÅÅÅGH! NEJ LAD VÆRE. Det røde spanskrør landede på mine faste baller. Jeg hylede. Det gjorde nøjagtig lige så ondt, som dengang min mor brugte det gule spanskrør over min og min søsters teenagerøv for mange år side. Den samme smerte, den samme ydmygelse.
”NEEEJ! ÅÅÅGH. HJÆÆÆLP!” Jeg hylede og skreg, vel vidende om at der ikke fandtes nogen mennesker i miles omkreds, der kunne hjælpe mig.
"HOLD OP JEG KAN IKKE MERE" Jeg græd og græd indtil han endelig stoppede. Min ende var ét gloende helvede, og tårerne flød ud af mig, da jeg stod foran ham med bøjet hoved.
“Jeg skal nok være en god hustru, undskyld min opførsel. Vil du ikke nok tilgive mig?”
“Godt, tag det nu roligt. Du HAR fået din straf. Nu går vi i seng og gemmer resten til i morgen.” Han strøg mig over håret og tørrede tårerne væk.

------------

Jeg klamrede mig til ham hele natten. Engang imellem så jeg ud ad vinduet. Det var intet at se. Kun en bleg fuldmåne.
Næste dag vågnede vi glade og veludhvilede begge to. Fast besluttede på at starte på en frisk. Fortiden var lagt bag os.
Vi kørte ned til købmanden og købte nye sikringer, og så nød vi hinandens selskab de næste tre dage, inden vi tog hjem igen.
Da vi kom hjem sagde Kim. “Der er en mail fra din svoger. Onkel Yak er død. Han døde den 24. om morgenen.“
Jeg regnede lidt: Den 24 om morgenen. Med tidsforskellen til Sverige, ville han have været død i lang tid, inden han viste sig for mig.

--------------

Jeg får stadig med det røde spanskrør, hvis jeg ikke holder mig på den rette vej. Det sker sjældent, men det sker. Det gør rasende ondt, men jeg ved, at jeg har at adlyde, hvis jeg vil være en god hustru. Og hver gang ser jeg omridset af en skikkelse stå ved siden af mig.

--------------------

TAGO YAKOMODO General i den kejserlige hær........... Og MIN ONKEL YAK.

Hvad synes du om novellen - skriv din mening til Jesper  HER
Flere noveller af samme FORFATTER