Charter som eksamensgave, del 1 - af Ham dér
2010

Eksamen og alt, der følger.

Nogle få dage før jul var eksamen; mundtlig eksamen. Uroligt stod nogle af de berørte seminarieelever på gangen foran eksamenslokalet. Med jævne mellemrum kom én ud af lokalet, der opstod tavs spænding omkring resultatet, der blev udløst, da læreren kom ud. Stemningen skiftede  hurtigt fra spænding til tristhed, fra spænding til glæde eller ligefrem jubel, eller fra spænding til noget, man nok bedst kan beskrive som ”nå.” 

Hen ad formiddagen kom Kamilla Hjemborg og Ida Decker Olesen til eksamensgangen. Begge var klædt i mange lag tøj til beskyttelse mod kulden på cykelturen fra sommerhuset til seminariet i det kolde, våde gråvejr. De var på mange måder hinandens modsætninger. Kamilla var høj og karseklippet og tilsyneladende aldrig bekymret om, hvad alle andre syntes om hende. Ida var en lille spinkel pige, der altid var utrolig fiks. Selvfølgelig var de begge rødkindede og nervøse, som man jo skal være efter en decembercykeltur og før en mundtlig eksamen.  

Der var lidt smalltalk med de andre elever, men lidt efter kom en elev ud af lokalet, og efter de obligatoriske hurtige spørgsmål og svar (Hvordan gik det? Hvad kom du op i?) sænkede den tavse anspændelse sig over gangen. Ida kunne slet ikke rumme de andres spænding, for hun var selv den næste på listen. Ida hørte end ikke den foregående elevs karakter, men gik mekanisk ind i selve eksamenslokalet, da lektor Marianne Hansen bød hende indenfor, og hun satte sig ved det grønne bord.  

Cirka tyve minutter senere åbnedes døren, og Ida trådte ud, underlig bleg, og sukkede højlydt, da hun lukkede døren efter sig. Hun gik straks over til Kamilla, hendes kæreste igennem de sidste par uger, men det er ikke noget, de har talt højt med andre om.
”Og?” spørger Kamilla. Hun har svært ved at styre sin nysgerrighed.
”Jeg tror, det gik. Svært at sige.”
”Hvad kom du op i?”
”Lignelser med flere ubekendte – af alle ting”
”Det skal nok gå.”
Kamilla smiler og trykker opmuntrende Idas hånd. Kamilla ved, at det skal gå, for hun har godt nok terpet matematik med Ida i de sidste dage og ved, hvad hun kan.

Efter et kort øjeblik, der forekom uendelig langt, går døren op, og Marianne Hansen, der er forholdsvis ny som lærer på seminariet, kommer ud. Marianne er midt i fyrrerne, og har ikke, som mange andre seminarielærere nogen egentlig universitetsbaggrund. Hendes baggrund er slet og ret folkeskolen, hvor hun har været lærer i mange år, men sideløbende har hun dygtiggjort sig og taget nogle bifag på universitetet, og nu underviser hun i matematik. Kamilla er imponeret over Marianne for ud over det jobmæssige, er Marianne også alenemor til to.

Mariannes glade ansigtsudtryk havde en beroligende virkning på de ventende: ”Ida, du har virkelig taget fusen på mig. Jeg er overrasket og imponeret. 10. Rigtig stærkt. Tillykke og tak for kampen.”
Efter den besked hopper Ida næsten en meter i vejret, falder Kamilla om halsen og mister totalt tidsfornemmelsen i sin jubelstemning. Først da Marianne smilende siger, at Ida bliver nødt til at slippe Kamilla, for Kamilla skal med hende, kommer Ida tilbage til sin samtid.

Kamilla var ikke i eksamenslokalet lige så længe. Faktisk kom Kamilla ud hurtigt efter, rolig og afdæmpet. Og ingen af de andre når at sige hverken bu eller bæ, før døren går op bag Kamilla, og Marianne træder ud.
”Hvad skal jeg sige, Kamilla? Der var engang, hvor jeg kunne give 13 for en præstation, der oversteg enhver forventning. Desværre kan jeg kun give 12. At du kan din matematik, det vidste jeg jo godt. Men dine didaktiske overvejelser var så geniale, og dine forklaringer så klare og enkle, at jeg vil tro, at du kunne forklare en gennemsnitlig tredje klasse integralregning. Jeg bøjer mig måbende i støvet. Stort tillykke.” 
”Ej, tusind tak og god jul”

Efter lidt løs snak på gangen gik Kamilla og Ida. Udenfor var der gråt og sludagtigt, og Ida kunne konstatere, at klokken var 10.30: ”Et tidspunkt, hvor man intet kan gøre for at fejre det. Kom med, vi tager til min morfar. Han vil sikkert gerne vide det.” Kamilla har aldrig mødt Kamillas morfar. Men hun ved, at Ida har tilbragt sine teenageår hos ham og mormoderen. Kamilla har ingen indvendinger og følger med. I Ramsherred går Ida ind i cykelforretningen. ”Her?” spørger Kamilla undrende. ”Yes!” siger Ida glad; hun er stadig helt høj over sit 10-tal.
Inde stod cykelhandleren koncentreret bøjet over en mountainbike med en skruenøgle i hånden uden at ænse dem. ”Hej morfar, jeg fik 10!” udbrød Ida begejstret.

Der gik et øjeblik, før den koncentrerede mand fik sorteret, hvad der var blevet sagt. Hans mundvige gik langsomt opad, og der kom en glad glød i hans øjne.
Idet han vender sig om, siger han undrende ”I matematik?? 10?? Du??” Og med ét går det op for ham, at han er ved at være en lyseslukker, så han tilføjer: ”Det må jeg sige. Tillykke, skat.”
”Jeg kan godt forstå, at du er overrasket, morfar. Kamilla har terpet med mig.”
”Næ,” pludselig har han genkendt Kamilla, ”det er jo den unge dame, der har været svært uheldig med sin cykel denne måned. Jeg håber, det går nu. Og tak for hjælpen med Ida.”
Kamilla nikkede: ”Det går fint, og fornøjelsen er helt på min side.”

Efter lidt smalltalk og et kort visit hos mormor i lejligheden ovenover, stod pigerne ubeslutsomme ude på gaden igen. Det var, som om hjernen var helt tom ovenpå eksamen. Ida styrede direkte mod Torvets Café. Hun måtte have varm chokolade med flødeskum. De fik sat sig ved et vinduesbord.
Ida hiver sin mobil op med en undskyldende bemærkning til Kamilla: ”Jeg skal lige give mor og far besked,” siger hun, og sender et par beskeder. Mens de drak deres chokolade, som Ida i dagens anledning havde suppleret med kage (Kamilla var lidt benovet over Idas evige lyst til søde sager. Hvorfor var Ida så slank og spinkel?), ringede Idas telefon, og Ida tog den. Kamilla var altid irriteret over andres mobilsamtaler. Man hørte jo kun halvdelen; og denne samtale var ingen undtagelse:
”Hej Far.”
”Tak.”
”Ja, vildt ikke?”
”Kamilla hjalp mig.”
”Far altså, skal vi altid snakke om det? Tror du ikke, jeg kan styre mit liv selv? Jeg er 22 år nu.”
”Nej, ikke 12... 22!”
”Åh, hold op!”
”Jo, jeg har tid.”
”Kamilla.”
”Øjeblik...”
Ida kiggede op et øjeblik. ”Kamilla, har du tid de næste par dage?”
Kamilla vidste ikke helt, hvad spørgsmålet indebar, men nikkede.
”Det kan hun godt.”
”Ej! super. Tak”.
”Ja, vi ses til nytår.”
Ida lagde telefonen.

”Hvad nu?” ville Kamilla vide.
”Vi skal...”; længere kom Ida ikke før hendes telefon igen afbrød hende med en lyd. Hun kiggede på skærmen, og fortsatte svaret: ”Tja. Vi flyver fra Billund i morgen klokken 10.25. Gran Canaria. 5 dage. 4 stjernet bungalowanlæg. All inclusive. Lige ved stranden. Udlejningsbil,” kunne Ida sammenfatte beskedens indhold.

”Materialiseret dårlig samvittighed?” spurgte Kamilla, der vidste, at Kamillas far arbejdede i olieindustrien i Mellemøsten.
Ida nikkede: ”Det er ikke altid helt ringe”.
”Nej, det er det nok ikke, svarede Kamilla. 

Ida bøjede sig hen over bordet og hviskede: ”Men Kamilla, på nogle punkter har du påfaldende dårlig smag, og med de rædsler, du nogle gange har på som undertøj, har jeg et krav: Jeg bestemmer dit undertøj og badetøj på denne tur.”
Kamilla lænede sig tilbage og hviskede:”Det lyder mere som et frækt oplæg til turen end et smagsproblem.” Kamilla sendte Ida nogle frække øjne: ”Hvad nu, hvis vi siger, at du bestemmer over mig på den her tur? Vi har jo visse erfaringer, der siger, at vi begge kan lide det.” Ida svarede.”Det tager jeg imod. Drik ud, vi skal fange en rutebil til Odense og shoppe.”

”Shoppe? Odense?” Nu var Kamilla forvirret.
”Jep. I Assens kender alle alle. Der er nogle ting, jeg ikke vil købe her.”
”Så forstår jeg en anelse bedre”, nikkede Kamilla, der stadig ikke havde vænnet sig til livet i lillebyen.

Som sagt, så gjort. I Odense blev der shoppet under- og badetøj, og enkelte andre remedier, såsom en lille analplug og et par bløde manchetter.

Da pigerne kom tilbage til Assens, cyklede de hver til sit for at pakke. Kamilla skulle også lige gøre sin chef, organisten, begribelig, at hun ikke ville kunne komme til de næste øveaftener med koret. Det gik heldigvis uden problemer, for han vidste, at Kamilla bare kunne synge fra bladet, (og han var Idas morbror).

Fortsættes HER

Hvad synes du om novellen - skriv din mening til Ham dér  HER
Flere noveller af samme FORFATTER