Juleshopping, del 1 - af Face-it
2010

(blev udgivet i 2008 som en del af julekalenderen men nu med mange nye afsnit)

Min mand er ejendomshandler i en østjysk by, og han havde i oktober fået et utroligt dejligt sommerhus ind som han skulle sælge. Efter den første weekend, hvor det var i avisen fik han en henvendelse fra en skindhandler i hovedstadsområdet, hvis kone var vild forelsket i huset og bare måtte have det. Dette blev starten på 2 handler.

Jeg hedder Helle og min mand John. Pelshandleren hedder Andersen og hans kone Susanne.
Andersen og hans kone kom hurtig over og så på huset. Andersen lagde en forskudsbetaling og sagde til John at han ikke blot skulle sikre at han og Susanne fik det skønne sommerhus, han skulle også finde en lejlighed til dem i København, i god stand og velbeliggende, og hvis det kunne arrangeres således at de fleste af pengene kunne findes ved at sælge den villa de boede i nu, så var det perfekt.
Villaen havde han haft i en menneskealder (han var knap 50 år), og han og Susanne, der var noget yngre ville gerne have lidt mere fri og nyde livet, så i stedet for at bekoste en stor renovering, så var det nok bedre at omrokere, få et skønt fritidshus, og en moderne lejlighed, hvor de ikke var en masse der skulle passes.

John tog til København og fik sat gang i køb af lejlighed og salg af villa - han brugte en masse tid på det og først i december var det hele på plads, og han aftalte at komme over og få alle papirer skrevet under den 1. lørdag. Han havde aftalt at de skulle mødes efter lukketid i butikken, for der var det sikkert at Andersen ville være - December er jo måneden hvor alle mænd køber store julegaver! - Som Andersen havde sagt.
John fortalte ofte om Andersen og det virkede som om han var en ganske hyggelig mand, og konen virkede sød.
Jeg havde stor lyst til at tage med til København og juleshoppe, så vi kørte tidlig af sted så vi kunne gå på strøget og hygge os, og så kunne John og Andersen klare det praktiske bagefter. Da vi havde shoppet og spist frokost kørte vi ud til Andersens forretning, vi holdt et par gader derfra og gik hen til butikken. Der var stadig kunder i forretningen, og vi blev høfligt modtaget af Susanne. Hun fortalte at Andersen, som hun omtalte sin mand, var inde i prøvesalonen med en af deres gode kunder, og det nok kunne tage lidt tid, men vi kunne sætte os ind på kontoret, så ville hun komme med en kande kaffe, så vi kunne hygge os så længe. Hun havde selv et par kunder der gik omkring og kiggede, dem ville hun gerne betjene.
Vi satte os ind på kontoret, og der var pelse overalt. De var enormt flotte. Der var virkelig stil over butikken.

Efter ca. ½ time kom Andersen og Susanne ind. Andersen satte sig lidt træt i den flotte læderstol bag skrivebordet, smilte belevent og bød mig velkommen. Susanne skænkede lidt frisk kaffe til os begge og fandt en kop til Andersen og hende selv og satte sig ved bordet.

Nu var der lukket, og de skulle lige have et øjebliks ro. Vi hyggesnakkede og jeg bemærkede at jeg nok havde mødt Susanne før, men kunne ikke komme i tanke om hvor. De spurgte til vores shoppingtur, og jeg fortalte om hvor dejligt der havde været i byen, og at det ikke gjorde dagen ringere at det havde småsneet da vi kørte over Sjælland. Det var stadig let frost og kun der hvor solen kastede sine stråler var der dejlig lunt.

Da kaffen var drukket, sagde Andersen med et stort varmt smil til os:
Andersen: Skulle i piger ikke smutte ud og se på “varerne”, det kunne jo være Susanne kunne lokke Helle med en pels, mens vi mænd klarer huskøbene!
Susanne: Jo det er nok sjovere end jeres papir-arbejde.

Jeg fulgte med Susanne ud og begyndte at studere deres udvalg. Jeg havde aldrig været i en rigtig pelsforretning før, og jeg var overvældet. Hvor var de lækre. Mens vi gik rundt og snakkede og jeg prøvede pelse fandt jeg ud af at det var på et sprogskoleophold i Sydengland at jeg havde mødt Susanne. Vi havde ikke gået i samme klasse, men var fløjet derover sammen og havde boet på nabohoteller, så vi havde været på tur nogle gange sammen.
Vi snakkede derfor om hvad vi havde oplevet efter dette og jeg sagde at jeg var blevet sekretær og havde det fint med det, og at jeg brugte mit engels og tysk en del, så det var dejligt. Susanne fortalte at hun var kommet på handelsskole og var udlært ved en “Kludehandler” som Andersen kaldte folk der solgte almindelig tøj.
Så en dag var Andersen kommet ret hurtigt ind i forretningen og skulle have en skjorte. Han havde spildt kaffe på den havde på, og han skulle ud og forevise nogle pelse til en kunde, og skulle selvfølgelig se “uplettet” ud. Susanne havde hurtig spottet hans størrelse, og mens han stod midt i butikken og skiftede skjorte greb hun lige et slips og sagde at en ny skjorte krævede et nyt slips!
Andersen havde kikket 2 gange, og så slog han en voldsom latter op og sagde selvfølgelig! Men så skal du binde det, for jeg kan ikke selv! Jeg knappede hans øverste knap, rette lidt på det hele, bandt slipset og sagde at nu så han ordentlig ud! Derefter råbte han til “Kludehandleren” at han ikke havde nået at få penge med, men at han kom senere og betalte. Vi kendte ham alle, så det var selvfølgelig helt i orden.
Lige før lukketid kom Andersen ind i forretningen for at betale. “Kludehandleren” gik ham i møde og ville tage imod betalingen, men Andersen ville betale til den søde pige der havde klædt ham så flot på. Ingen kunne overhøre hvad han sagde, så jeg fløj ud i butikken og tog imod betalingen. Andersen sagde at det faktisk var rigtigt at hans gamle slips var gået lidt af mode, og at det var godt set, og at han havde gjort en rigtig god handel i dag, og det havde han lyst til at fejre, så hvis jeg kunne slippe mine sager, så ville han gerne invitere mig ud og spise!
Jeg var noget paf, men sagde ja. Vi gik lige forbi hans forretning, hvor han præsenterede mig for en ældre ekspedient, og fortalte hende at det var mig der havde solgt ham et nyt slips - Og hun svarede at det også var på høje tid at der kom noget nyt i hans garderobe! Han bad hende lukke, for han havde inviteret mig ud og spise.
Vi gik ikke ind på en fin restaurant som jeg havde forventet, men ned i en lille kælder, hvor vi fik en kold øl og en god hakkebøf. Andersen fortalte at han hver dag mødte den ene fine dame efter den anden, og deres mænd der blev slæbt efter dem for at betale, så når han havde fri, nød han bare at møde jævne folk. De var ærlige, beskidte og havde humor. Jeg fald pladask for hans livssyn.
Inden vi havde fået desserten sagde han at han godt kunne li’ en ekspedient der kunne tage initiativ, og var ærlig, og da vi nåede kaffen, sagde han at han dagen efter ville komme ind og fortælle “kludehandleren” at han skulle have en ny ekspedient - For jeg skulle i fremtiden sælge pelse!
Jeg troede han mente det i sjov, men den næste formiddag kom Andersen gravalvorlig over i “Kludehandlerens” butik, gik ind på kontoret, og en kort stund efter kom både Andersen og “Kludehandleren” ud.
Andersen: Så gode Susanne, nu kan du godt pakke dit “Habengut”- Hvis du har lyst, så kan du starte ovre hos mig i morgen!
Han stak Kludehandleren hånden og sagde at han ikke måtte være gal på mig, jeg kunne jo ikke gøre for at han jagtede gode medarbejdere. Og så smilte han til mig og sagde at det selvfølgelig var mit valg, og at han godt kunne forstå hvis jeg ville blive, men jeg skulle i hvert fald have buddet - Det stod også åbent hvis jeg fik lyst senere.
Både “Kludehandleren” og jeg var noget overrasket. Vi talte om det og jeg besluttede at jeg ville blive ved ham min læretid ud, så kunne vi se. Til middag gik jeg over til Andersen og sagde at jeg havde besluttet at blive og gøre min uddannelse færdig, så kunne vi se bagefter – Men lidt drillende sagde jeg til ham at jeg da gerne ville hjælpe med at skifte hans lidt slidte garderobe ud.
Efter det kom Andersen ofte hos os og det var altid mig der skulle betjene ham. Vi fik et fint forhold, og jeg opdagede at han var ungkarl. Så det gik faktisk sådan at jeg kort efter min læretid ikke blot blev ansat ved Andersen, jeg flyttede også ind hos ham, og vi har nu været gift i 11 år. Han er godt nok 16 år ældre end mig, og kan ikke få børn, men han er et hammergodt menneske og altid glad, og er altid god for en spøg, og så virker han jo ganske ungdommelig.
Jeg glædede mig på deres vegne og havde det rigtig hyggeligt med Susanne.
---
Pludselig skete der så det at jeg fik øje på en helt vidunderlig pelsfrakke - Den var som skabt for mig, den passede perfekt og den ligesom kaldte på mig! Susanne mærkede det øjeblikkeligt!
Susanne: Kan du li’ den?
Helle: Ja, den er underskøn! Hvad koster den?
Susanne: Det er ikke det første du skal tænke på! Du skal fornemme den! Taler den til dig? Føler du det krible i kroppen når du bevæger dig i den? Får den dig til at ranke dig? Kan du li’ duften af den? Føles foret glat og dejligt? Føler du dig attraktiv når du har den på?
Susanne: Hvis du kan svare ja til det hele, så skal du kæmpe for den. Så skal du være klar til give alt for den!
Jeg greb ind i denne helt vidunderlige frakke og så mærket i den - 25.000 kroner - det var vanvittigt! Jeg tog frakken af, gav den til Susanne og tog min egen uldfrakke på, og tørklædet om halsen - Det var lidt af et antiklimaks.
Helle - lidt mat: Jeg må hellere se hvad mændene finder på, vi skal jo også hjem!
Jeg gik ind på kontoret og Susanne fulgte med, hun havde den underskønne frakke med over armen. Da vi kom ind “gjaldede” Andersen til Susanne:
Andersen: Søde skat, hent lige en flaske champagne og 4 glas. Du har fået dit sommerhus, og jeg min lejlighed, og vi er sluppet af med “ Den gamle, den vaklende rønne”, han halvt sang teksten fra den gamle vise. Susanne hang frakken på en knage og gik ud i baglokalet og kom fluks tilbage med glas og champagne. Andersen greb kåd flasken, vrikkede trænet proppen af og lod den springe med et knald, og skænkede i glassene.
Vi tog hver et glas og skålede - jeg bemærkede at John virkede dejlig afslappet. Han havde længe brugt megen tid på den komplicerede handel og det er altid rart når alt falder på plads.
Vi sad alle lidt og nød champagnen. Slappede af og så på hverandre. Pludselig sagde Andersen:
Andersen: Kære Susanne, hvorfor tog du den dejlige pels med herind?
Susanne: Kære Andersen! Kan du huske hvor meget jeg ønskede det sommerhus vi lige har købt?
Andersen: Ja! Du var helt kulret, og da jeg regnede lidt på det hele og fandt ud af at vi nok både kunne få både lejlighed og sommerhus for det vores gamle hus var værd, så blev du som en ung pige igen! Her smilte han til Susanne.
Susanne - Lidt bestemt: Jeg er en ung pige! Så kærligt: Men rigtigt min skat jeg var klar til at give alt for det sommerhus! Det kaldte på mig! Og sådan har Helle det med den Pels!
Hun kiggede på mig, og jeg måtte erkende at hun havde ret. Situationen og champagnen gjorde mig lidt forvirret og jeg nåede ikke at stoppe hende før hun fortsatte:
Susanne: Kære Andersen - Du ved hvad du ofte siger til mænd der kvier sig ved at købe en pels der er lidt dyr: “Når man køber kvalitet, så bevarer det sin værdi - Ikke ligesom biler og den slags som vi mænd har, det falder til det halve så snart det kører ud af butikken! Næ kvalitetsklæder de bevarer deres værdi” Og Så griner mændene og køber ofte pelsen. Nu må vi se om det passer at kvalitet holder værdien.
Susanne: Og det andet udsagn som vi skal have prøvet! Ved handelsstandsforeningens fest i efteråret sagde “Kludehandleren” til dig at han solgte meget mere tøj end dig, og du drillede ham og sagde: Ja det kan nok passe, men det er fordi at når man handler hos dig får man noget der kræver både bukser, skjorte, jakke og hue for at holde varmen! Hos os er det nok med en pels, den klarer det samme!
Nu tog Susanne et skridt hen mod mig. Greb mit tørklæde og tog det af mig.
Susanne: Dette er silke, det er fra Yves Saint Laurent! Det er noget man aldrig giver fra sig!
Hun gav det til John, der sad noget forundret, og ligesom jeg ikke helt fattede hvad der skete!
Susanne: Det er som din Børge Mogensen stol - den kommer næsten med ind i sengen!
Her smilte Andersen fornøjet, hældte lidt mere champagne op.
Så tog Susanne min frakke af mig, holdt den op foran Andersen, og sagde:
Susanne: Lækker engelsk uld. Fint forarbejdet. Flot og tidløst design. Så god som ny. Koster mindst 4.000,- kr.
Hun lagde den med en nænsom bevægelse på stolen ved siden af Andersen. Han nikkede anerkendende - Vidste at Susanne bestemt vidste mere om priser på den slagt end han. Og jeg måtte erkende at hun gættede meget godt, jeg havde købt den på udsalg til 3.200,- kr. i januar. og jeg måtte indrømme at jeg havde gjort lidt ekstra ud af mit tøj i dag - det skulle jo være en lidt festlig dag i København, og vi skulle møde en pelshandler! Men hvor var det lige at Susanne ville hen?
Susanne gik nu over til mig og præsenterede min cardigan jeg havde under. Hun mærkede på den og sagde:
Susanne: Det er en lækker, Marlene Birger Cardigan af Trisian uld, den er som ny og jeg vurderer den til at koste ca. 2.300,- kr.
Mens hun fortalte knappede hun den op og krængede den af mig. Hun lagde også den nænsomt sammen og lagde den på stolen. Jeg begyndte at blive lidt bekymret for hvad hun ville gøre. Hun mærkede min nervøsitet, og da hun atter kom hen til mig, stillede hun sig tæt ind til mig og hviskede: Det er nu du skal sige til dig selv: Jeg vil have den pels, koste hvad det vil! Du skal være klar til at give dig helt for den, er du det?
Jeg nikkede og hviskede tilbage: JA!
Susanne smilede og knælede ned foran mig, greb om mit venstre ben, løftede foden og tog min støvle af. Stillede den og tog så fat om det andet ben, løftede det og tog også den støvle af. Så rejste hun sig og præsenterede dem for Andersen og sagde:
Susanne: Et par lækre støvler fra Dr. Martens, De er snildt 1.400,- kr. værd!
Hun satte støvlerne ved stolen. Jeg fornemmede hvad hun ville. Jeg skulle klædes af så Andersen kunne få glæden af at se mig. Men hvor meget skulle han se?
Ville Susanne forsøge at få mit tøj til at være lige så meget værd som pelsen, det var umuligt! Ville hun få ham til at give et afslag i prisen? Eller skulle jeg gøre noget for ham for de penge der manglede. Jeg var ved at være nervøs, og da Susanne kom over til mig, hviskede jeg til hende:
Helle: Har du styr på det du gør?
Susanne, Ja min kære, det blir’ frækt, men ikke groft! Jeg skal nok sikre dig din drømmepels!
Susanne drejede mig rundt så begge mændene kunne betragte mig, Jeg søgte øjenkontakt med John. Hvad mente han om det der skete? Jeg fangede hans blik, og han så faktisk ganske tilfreds ud - Så nærmest ud til at nyde at se mig i den penible situation.
Da jeg var blevet præsenteret, gik Susanne om bag mig, knappede min nederdel op og lod den falde til gulvet.
Jeg mærkede et sug i maven, hun ville måske klæde mig helt af!
Jeg mærkede et let puf, og gik et skridt hen mod Andersen, der sad med et ganske tilfreds smil. Og Susanne havde nu nederdelen i hånden, kiggede i den og læste:
Susanne: Gestuz - Ægte skind. Dufter af kvinde! Lækker kvalitet! ( Jeg tænkte er det nederdelen eller mig der er lækker kvalitet? ) Forventet salgspris 1.100,- kr.
Hun lagde nederdelen over på skrivebordet - Så tæt på Andersen at han måske kunne fornemme duften!
Hun vendte sig imod mig og gik målrettet hen og stillede sig lige foran mig. Begyndte at knappe min skjorte op. Hun gav sig god tid, og holdt mine øjne fast med hendes. Jeg måtte ikke vise den nervøsitet der fyldte mig helt op i halsen. Da den sidste knap var åbnet, tog hun begge hænder op til mine bryster, lod dem glide ind under skjorten, kørte hænderne hen over mine bryster - Hvor jeg mærkede varmen fra dem - Og videre ud til mine skuldre, og på den måde krængede hun skjorten ud over skuldrene, og åbnede udsynet til mine faste bryster, hvor ophidselsen i situationen fik dem til at spænde og vorterne til at stritte i den tynde Bh.
Hun lod skjorten hænge på mine overarme, og gik tæt om bag mig. Herfra trak hun mine arme lidt bagud og åbnede knapperne i ærmerne, mens jeg stod så mine bryster nærmest sprang over til Andersen. Da manchetterne var åbne, lod hun hænderne glide ned langs siden af min krop, så skjorten gled af mig. Lige i det den begyndte at falde mod gulvet greb hun den og holdt en op. Hun så koncentreret på den:
Susanne: Lækker faconsyet skjorte fra Esprit, koster vel omkring 400,- kr.
Hun lagde skjorten over på stolen. Jeg stod nu i gamacher, BH og trusser.
Susanne gik hurtigt om bag mig, greb om min talje, lod hænderne glide ned langs min krop, ind under gamacherne, og inden jeg nåede at reagere, var de trukket ned om min ende, hun trak en stol hen bag mig og trak mig bagover, så jeg nu sad på denne. Igen ubemærket kom hun om foran mig, greb om mine hofter, og lod hænderne fortsætte deres vej ned mod mine lår, og videre til mine fødder - med et fast greb om gamacherne, og vupti, holdt hun dem i sine hænder - Og mine strømper var bare lige fulgt med!
Jeg sad nu foran John og Andersen, kun iklædt mit inderste tøj, jeg følte mig utroligt udstillet.
Jeg havde aldrig i livet haft denne fornemmelse af at være udstillet. De så på mig med glubske øjne, hvilket faktisk gjorde mig lidt “høj” Jeg følte mig pludselig meget attraktiv, efterstræbt og fornemmede også at de måske var ganske tændt af oplevelsen.
Susanne havde jeg næsten glemt, da jeg hørte hende sige:
Susanne: Lækre bomulds-gamacher og varme uldsokker (Jeg blev pillet lidt ned da hun sagde “uldsokker”) - mon ikke de samlet har en værdi af 200,- kr.?
Hun havde ret, der var ikke nogen særlig værdi i disse beklædningsgenstande, men de var praktiske, og varme, og det havde været et sikkert valg til juleshopping en decemberdag.
Susanne lod gamacher og strømperne falde i stakken af tøj på stolen. Efter dette kom hun næsten snigende som en kælen kat over til mig. Jeg sad som forstenet på kanten af stolen. Hun gik et par gange omkring mig, og betragtede mig med et kælent blik før hun sagde:
Susanne: Skal vi lige se hvad der er kommet ud af det du nu har lagt som betaling! Frakke 4.000,- + Cardigan 2.300,- + Støvler 1.400,- + nederdel 1.100,- + skjorte 400,- + Gamacher og strømper 200,- - det bliver 9.400,- kroner!
Susanne fornemmede nok min skuffelse - jeg blev i hvert fald lidt flad da jeg mærkede hvor langt der var til prisen for den lækre frakke. Nu kom der igen et frækt smil fra hende, og hun gik om bag den enkle og faste stol jeg sad på. Andersen fangede mit blik, og jeg så lidt uroligt på ham, da jeg mærkede Susannes varme hænder begynde at massere min nakke. Hun havde nogle varme hænder og hendes bevægelser fik mig til at slappe lidt af. Jeg ænsede næsten ikke hvad der skete før det var sket - Hun lod fingrene lege ned af min ryg, og så åbnede hun låsen i Bh’en, gav slip og jeg fornemmede at presset der holdt mine bryster på plads forsvandt.
Hun greb om den ene ende af den trak den efter sig mens hun gik om foran mig. På den måde trak hun den af mig og jeg sad nu og viste Andersen mine faste og velformede bryster. Disse havde tidligere kun været Johns - nu var der en mand mere der havde set dem! Egentlig var det ikke ubehageligt - Nærmere æggende - Og jeg blev fyldt med en fornemmelse af vildskab. Jeg var som i ekstase - Jeg ville nå mit mål - Jeg ville have pelsfrakken med mig hjem - Koste hvad det skulle.
Susanne gik med Bh’en svingende i den ene hånd - mens hun vurderede den.
Det var en lækker BH. Den var lavet af silke, som jeg elsker. Den var tynd og dejlig - den var en del af det sæt jeg havde på - Trusserne, som sikkert skulle af om et øjeblik, var også utrolig dejlige! Men det var pelsen også, og jeg var nu kommet så vidt at jeg var klar til at undvære alle disse dejlige sager for at få en pels, som jeg sikkert altid ville drømme om, men som kun var her nu! - og som jeg ærlig talt ikke kunne forestille mig at give den fyrstelige sum af 25.000,- kr. for.
Jeg fangede Susannes blik - hun stod og så fast på mig.
Susanne: Hører den sammen med dine trusser?
Helle: Ja.
Susanne (læste højt fra skiltet i Bh’en): “Cult by Margherita Mazze” - i silke! - Jeg vil gætte at sættet koster godt 1.000,- kr. - Det er faktisk ganske lækkert, og den dybblå farve er flot!
Susanne: Hvis værdien skal indløses, så skal det være komplet, så af med trusserne!
Det var virkelig en grænse der skulle overvindes! Jeg så på John - Mon han følte det var pinligt, eller billigt, eller frækt? Han sad stadig med et veltilfreds smil, som om han stadig syntes det var spændende. Gad vide hvad han egentlig følte?
Jeg havde aldrig mødt disse mennesker før, men han havde jo forhandlet med dem om huse og lejligheder. Var jeg billig? Sådan at byde min krop til, og hvad ville det ende med, der var bestemt ikke værdi nok til stede endnu.  

Jeg fangede Johns øjne og syntes at se et anerkendende blik Det var sikkert OK at fortsætte, og jeg var godt nok kommet meget længere ud i en erotisk leg end jeg nogensinde havde forestillet mig, men det var jo kommet meget overraskende og pludseligt. Og det var startet ganske harmløst, og nu var der ikke nogen reel mulighed for at sige fra.
Det var som om jeg fornemmede at Susanne godt vidste at Andersen kunne li’ at se en pige blive klædt af. Som om de måske havde et forhold som var mere fantasifuldt en mit og Johns. Mine tanker kørte lidt kaotisk og i staccato - men jeg overvandt min sidste rest af blufærdighed og satte mig på hug, lod mine hænder køre ned langs hofterne og føre trusserne i en blød bevægelse ned om mine faste baller, ud over lårene, knæene og ned til mine ankler. Så rejste jeg mig, med front mod Andersen, og løftede først venstre ben, så foden gled ud af trussen, og så løftede jet dem op med foden - og greb dem med et snuptag i hånden, og rakte dem til Susanne.
Jeg havde hele tiden holdt mit syn mod gulvet, det var virkelig en overvindelse - Jeg havde aldrig vist mig nøgen for andre mænd end John (og min læge) - Når vi elskede var det helst i sengen, under dynen, og med slukket lys. Ikke at min krop ikke var flot, det var den ganske bestemt, men den var noget meget personligt. Noget der kun var mellem John og mig.
Jeg tog en dyb indånding og lod blikket glide over på Andersen. Her mødte jeg et smilende og ganske tilfreds blik - Han nød tydeligvis det han så. Og jeg glemte et øjeblik al generthed - blev lidt opstemt af hans blik, og gik et par skridt over mod ham, lidt udenom skrivebordet, så han bedre kunne se mig - Jeg vidste jo at der sikkert var et stykke vej til pelsen var betalt, så lidt ekstra ville sikkert ikke skade.
Susanne: 1.000,- mere det bliver i alt 10.400,- kr.
---
Jeg fornemmede et øjebliks tavshed, og frygtede hvordan vi skulle nå at betale for pelsen! Jeg anede egentlig ikke hvordan jeg ville reagere hvis hun ville have mig til at have sex med Andersen - Jeg tænkte tanken, men håbede at det ikke blev aktuelt - Var hun ikke hans hustru - så vil man vel ikke lade ens mand have andre kvinder!! Ville John bryde ind hvis hun foreslog det? Eller skulle jeg selv stoppe? - På den anden side ville det være ufattelig pinligt at Susanne havde klædt mig af og jeg nu stod nøgen, udstillet for at få pelsen, og så ikke kunne få den - Og så bare tage tøjet på og køre hjem - Så havde de den oplevelse at more sig over!
Susanne brød tavsheden, henvendt til Andersen:
Susanne: Andersen, kan du huske for nogen tid siden sagde du at vi trængte til nye fotostater i butikken - at du syntes du havde set længe nok på de 4 på søjlerne!
Andersen: Ja min kære, jeg synes ikke de pelse pigerne har på er moderne mere!
Susanne: Netop - Og at du sidste uge kom hjem ude fra din brors byggeplads og sagde at du nu havde fundet nogle spændende rustikke fabriksbygninger som du ville bruge som kulisse!
Andersen: Ja det er rigtigt.
Susanne: Godt - Det er nu du skal ud og fotografere! Vi tager den flotte lyse frakke som Helle gerne vil have, og jeg finder en mørk fra den nye kollektion ude på lageret. Så ringer du til din bror, han sidder garanteret derhjemme og ser på tegninger og byggeplaner som altid, og aftaler at vi kommer ud på byggepladsen, så skal der fotograferes! Og så finder du jakker som du vil have hende i! Jeg finder så nogle bukser og så er vi klar.
Andersen: Ja det kan du have ret i, men du ved vi snakkede om at finde nogle forskellige modeller blandt vore gode kunder.
Susanne: Ja, men ærlig talt hellere een flot model til at vise de forskellige jakker og frakker, end fire tilfældige kunder!  Og husk du talte om at du ville tilbyde modellerne for 2.500,- kr. varer for at være modeller - Nu gør Helle det hele, og så bliver det 10.000,- til hende!
Susanne så fast på Andersen, som nikkede - De havde tilsyneladende et godt forhold, hvor de hver for sig var vant til at tage del i beslutningerne, og nu var der pludselig 10.000,- let tjente kroner i udsigt.
Andersen tog telefonen og ringede. Der blev hurtigt svaret og det var tilsyneladende hans bror - Niels - der tog den. Jeg forstod på det jeg hørte at han var noget overrasket over at skulle ud til byggepladsen, med Andersen har nogle gevaldig gode overtalelsesevner, så efter lidt parlamenteren var aftalen tilsyneladende på plads.
Susanne nikkede tilfreds og de gik begge ud i butikken for at finde tøj.
Jeg gik hen til John og sagde:
Helle: Vidste du noget af dette da vi kom herhen?
John: Nej min skat, jeg er målløs, men hvordan har du det med det her??
Helle: Det er godt nok ufatteligt, men nu jeg er i det, og har vist dem min krop, vil jeg også gerne have pelsen med hjem, og jeg tror at Susanne har helt styr på det hun gør. Jeg tror hun forsøger at give hendes mand en oplevelse, og måske også sig selv - hun virker egentlig ret tændt, og jeg kan jo stadig sige fra hvis der sker noget jeg ikke vil være med til.
John: Ja det er rigtigt. Det er dig der bestemmer hvor din grænse er - Jeg skal nok holde mund! Og forresten, så synes jeg også det var ret frækt at se dig blive klædt af - Susanne er faktisk ret ferm til at gøre det på en måde hvor det virker flot og ophidsende! Der er garanteret en masse tricks fra hendes tøjsalg, hvor hun gør ting der præsentere kunden og tøjet på en overbevisende måde. 

Susanne kom ind med en kraftig læderbetrukket kasse, med et flot messinglukketøj, stillede den på skrivebordet, og Andersen kom ind med en mørk pelsfrakke over armen og en fototaske over skulderen. De havde begge taget overtøj på, og det virkede lidt komisk at alle havde vintertøj på, mens jeg stod ganske nøgen. Susanne greb mine støvler som hun egentlig lige havde købt, rakte dem til mig og sagde:
Susanne: Helle, tag støvlerne på, og den frakke du gerne vil have, så går vi!
Helle: Jamen jeg kan da ikke gå sådan!
Jeg følte pludselig en frygtelig skræk, jeg kunne da ikke gå nøgen - under pelsen. Ud i kulden! Men inden jeg nåede at gøre mere havde Susanne sendt mig med et “dødbringende” blik der standsede ethvert forsøg på at gøre modstand. Jeg tog støvlerne og trak dem på, og da det var klaret, stod hun med den skønne frakke der gerne skulle blive min. Hun gav mig den på! Jeg mærkede det kolde foer mod min nøgne krop.
Susanne: Jeg fornemmer at du kan lide silker! Foret er ren silke - nyd det!
Susanne knappede med øvede hænder frakken, og så greb hun mig i armen og førte mig ud gennem et baglokale og ud til bagdøren - Andersen gik foran med fototasken og den flotte mørke frakke, John fulgte efter med kassen, og Susanne førte mig. Andersen gik målrettet ud i gården, og John fulgte efter. Jeg blev nærmest skubbet ud. Jeg lod mig lydig føre, og i et snuptag havde Susanne lukket døren efter os. Der var temmelig mørkt i gården og der stod en mørk Jaguar lige udenfor.

Historien fortsætter HER

Hvad synes du om novellen - skriv din mening til Face-it  HER
Flere noveller af samme FORFATTER