JUL I DEN GAMLE KØBMANDSGÅRD - AF MARTHIN

2003

Kapitel 1 - Fruen i købmandsgården

Julen nærmede sig, sneen var så småt begyndt at dale ned, og alle havde spået at det i år ville blive en hvid jul, det ville i så fald være 4 år siden at det havde været en hvid jul, for ikke siden 1948 havde sneen ligget som et stort hvidt tæppe hen over alle markerne, når kirkeklokkerne juleaften ville ringe julen ind, og vi var endnu ikke nået længere end den femte december, der var 19 dage endnu til selve denne højtidsdag og aften og alle glædede sig, især børnene, der allerede nu havde fundet deres kælke frem af skurene og ned fra lofterne. Selv inde i den gamle købmandsgård var man så småt begyndt at glæde sig, selvom det selvfølgeligt var en del sværere at få varerne frem igennem det tykke snetæppe, som nu dækkede alle veje og stier i hele området, men var der ikke andet at gøre, så måtte man ty til det gamle system og benytte heste til at køre varerne ud til folk.

Den gamle købmandsgård var en af landets ældste og alle de gamle traditioner, var stadig intakte, så som at alle der var ansat på gården, også boede der og levede som i én stor familie. Den gamle købmand, som blev enkemand lige før krigen, havde giftet sig igen i 1942, men da han i sit første ægteskab ikke fik nogen børn, selv om man ude omkring fortalte at mange af børnene på de små husmandssteder, var børn af den gamle købmand, tog han sig, da han giftede sig igen, en ganske ung ekspeditrice, netop for at avle nogle børn. Men det lykkedes ikke og da han altid havde indført den regel i købmandsgådens historie, at alle ansatte havde underlagt sig den aftale, at alle udsving i det daglige blev behandlet på selve gården, så man var fri for at indblande myndigheder udefra, så fortsatte det gamle styre på den gamle købmandsgård.
For at alle var klar over dette system, så hang der over købmandens plads bag hans skrivebord et langt spanskrør og en ni halet pisk og disse redskaber blev brugt flittigt, hvis ikke man kunne indordne sig under de regler og love der herskede på gården.

I det herrens år 1949 blev den gamle købmand syg og døde og da der ikke var andre arvinger end hans unge kone, så var det at hun overtog styringen af den gamle købmandsgård og havde den gamle købmand styret hårdt og slået ned på uregelmæssigheder i det daglige, så blev det ikke nemmere nu, hvor den unge kvinde overtog ledelsen af forretningen. Men hun var afholdt og respekteret af alle, mange så op til hende, de unge var direkte bange for hende og et lille klientel af de nærmeste elskede hende. Hun stod nu foran sin jul nummer til som købmandsfrue, og havde siddet alene i spidsen i 5 år.
I så stor en husholdning, var det jo ikke usædvanligt at der blev snakket meget i krogene. Alle talte om det, at den unge kone ikke giftede sig igen, men ingen vidste om der var én i sigte eller om hun i det hele taget var interesseret, men mange havde set den nyudlærte unge ekspeditrice komme tidligt om aftenen og gå sent fra købmandskontoret eller boligen. Ligeledes rygtedes det, at kokkepigen kom meget oppe hos prokuristen i bagbygningen, men ingen vidste noget konkret. Så var der ham den dygtige forretningsfører, den høje flotte mand, som var kommet fra København. Han havde mange besøg af de helt unge elever og pigerne fra køkkenet. Men det værste, syntes de alle sammen, var at den gamle stuepige som snart blev 55 år, kom oppe hos én af de unge mænd, som var ansat på regningskontoret. Og sådan så og talte de alle sammen meget, nærmest sladrede, men ingen vidste noget konkret. Fik man endelig fat i noget, man kunne slå ned på og sige: Jeg ved, med sikkerhed at sådan og sådan, så var der en stor risiko for at man ville blive opdaget. Og blev man det, så var der det uhyggelige ved det hele at så blev man kaldt op til den unge frue som sad i skrivebordsstolen.
Dem der opnåede det, fortalte aldrig noget om hvad der var blevet sagt eller gjort. De var totalt tavse i meget meget lang tid derefter. Ingen anede noget om hvad det skete de formastelige, som kom i fruens søgelys, eller blev bedt om at møde alene deroppe, men man mente, at de nok blev sat på plads af fruen. Der gik fæle historier om, at det tynde spanskrør eller den uhyggelige pisk, som hang bag skrivebordets stol, kom i brug fordi man i enkeltstående tilfælde engang imellem, så én af dem forlade købmandsgårdens kontor med gråden i halsen og den ene hånd begravet nede i bukserne bagpå, som for at hjælpe enden med at holde ud at være til.

Fortsættes…

RETUR

Har du en fræk novelle eller julehistorie du vil have
med på siden så send den i en e-mail