LANDSBYEN DEL 1 - AF MARTHIN

2005

Lad spanskrøret tale.

Signe stod sammen med sin mor ved sin fars grav, han var død af en blodprop, og det hele skete i løbet af meget kort tid, det gik så stærkt, at det først rigtigt gik op for dem flere dage efter begravelsen. Og nu stod de her ved graven og fattede ikke rigtigt, at de aldrig skulle se ham mere.
Og da de arm i arm forlod kirkegården, spurgte Signe sin mor, om ikke hun fremover ville holde jul hos hende. Moderen smilede til Signe og klappede hendes arm, da hun sagde - Det ville jeg være meget glad for Signe, og jeg ved at din far ville være stolt over at hans datter, sådan overtager de pligter, som nu har ligget på mine skuldre i alle de år, der er gået. Men ved du hvad Signe, oppe på loftet der står en kasse, som din far altid fortalte mig, at du engang skulle arve, så du kunne formidle vores slægt videre. Det er vist nogle skrifter fra dine oldeforældre, men du kan jo tage med hjem og se på det ikke skat?

Signe sad i sin julesmykkede stue med benene oppe i stolen og med en æske chokolade pastiller og læste i de skrifter, som hun havde hentet på moderens loft. Der var tale om hendes oldefars dagbøger, fra en tid der i Signes fornemmelser, var langt tilbage, men hun var ikke blind for, det hun læste, ophidsede hende enormt. 

I de gode gamle dage, hvor alt gik sin rolige gang, og alt åndede fred og idyl, lå der i det nordlige Vestjylland en lille beskeden landsby på totusind og fyrre indbyggere, som hed Korup. Hele oplandet bestod af små husmandssteder og mindre gårdbrug af den ene eller anden kategori. De større gårde lå alle samlet rundt om det store gods, som var den lille landsbys største arbejdsplads. Nede i selve landsbyen boede de forretningsdrivende, og dem som arbejdede på de større gårde og på godset.
I udkanten af byen var landsbyskolen placeret, som man i tidligere tider ikke havde besunget med de største følelser, men da frøken Anna Møller, efter hun havde brudt med sit barndomshjem og var flyttet i selvstændig bolig inde i byen og sad i skolen som førstelærerinde, så havde denne lille landsbyskole ændret karakter, og man samledes om skolen, som opdrog alle eleverne til en bedre fremtid gennem indlæring og opdragelse, som man i hele det lille samfund lagde meget vægt på.
Omkring Frøken Anna Møllers brud med sit barndomshjem, taltes der meget. Der var dem der beskæftigede sig med sladder, der talte om overgreb, men ingen anede noget konkret om dette brud, men der måtte være sket et og andet, som man måtte betegne, som meget slemt, for hun satte aldrig sine ben i hjemmet, fra den dag hun forlod det i en alder af fireogtredive år.

Da frøken Møller overtog sin position som første lærerinde på landsbyskolen, gik det raskt fremad mod det nye skift i årstallet, da man så småt gjorde klar til at skifte fra attenhundrede og ni og halvfems til nittenhundrede. Rundt om de små hjem belavede man sig på dette skift, så godt som det lod sig gøre, nogen udsigt til den store omvæltning i hverdagen, det var der ingen der forventede, men man håbede på lidt mere fremdrift.
Skomageren i byen havde desværre oplevet den store sorg forrige år, at han mistede sin kone. Hun lå syg i flere år og døde til sidst af en ondartet sygdom, og han sad nu tilbage med en datter, som hed Tove, hun var dengang tretten år, og lovede sin far at være en dygtig og stræbsom pige, der ville hjælpe ham i hans hverdag. Hun gik på landsbyskolen, og havde frøken Møller som sin klasselærerinde.
Alle i landsbyen var meget tilfredse med frøken Møllers initiativ i at forbedre vilkårene for den enkelte elev og forældrene, og alle bakkede op om hende i hendes store arbejde. Men man følte sig en lille smule angerfuld eller tilsidesat, når man havde gjort så meget for at forbedre livet for sin datter, som skomageren følte han havde gjort, og hun så alligevel ikke selv gjorde nok, og derfor blev trukket ud af mængden og blev stillet til skue i landsbyskolens klasse. Hun fik sine rene bukser trukket ned, og fik tre slag med spanskrøret af frøken Møller i sin bare ende, og et brev med hjem til underskrift af faderen, og en påmindelse om, at sørge for hans datter opførte sig ordentligt i skolen og læste sine lektier, og kunne dem når hun blev hørt. Hendes orden var heller ikke god, stod der, hun havde en sjusket fremtoning.
Da skomageren læste det, mens han endnu sad i sin forretning, stod Tove ved hans side, og hun trak sine bukser ned og viste ham striberne efter de tre slag af spanskrøret. Da bad han hende om at gå op i privaten og gå i seng, så skulle hun få sådan en endefuld i sin bare ende, når han lukkede forretningen til aften. - Det siger jeg dig Tove, du kan vente dig min lille ven!

Da han senere sad ene i sin lille stue og hørte Toves gråd fra soveværelset, efter han havde trukket hendes bukser ned og givet hende en omgang klø med remmen i hendes bare ende, så følte han sig endnu mere alene. Hun havde ligget med sine sprællende ben og vist ham, at hun snart var en stor pige, der ifølge hans opdragelse var for stor til at vise sig nøgen frem for sin far.
Da følte han en vis skam over at indrømme for sig selv, at den opgave som han havde udført, burde han ikke have gjort, uden der var en voksen kvinde til stede. Men der stod både i den hellige skrift og i loven, at han havde pligt til at gøre det, men burde der så ikke være et vidne til stede, som forhindrede et overgreb på pigen?
For at mindske sine tanker, skrev han til Sofie, at hendes sko var færdige, og lod Tove give hende brevet med næste morgen tidlig. Så kom Sofie ned efter skoene i løbet af formiddagen.
Sofie var en yngre mor, som boede til nåde ude i skovens udkant. Hun havde født et barn uden at kende faderens navn, og derfor måtte hun se sig udstødt af samfundet. Derfor boede hun som en fattig kvinde, der ernærede sig selv og sit udøbte barn for småpenge, som hun fik for de ydelser, man brugte hende til. Som regel var det storvask og trappevask. Men skomageren havde en anden tanke for en ydelse for Sofies vedkommende, og kunne han få hende med på sin ide, så kunne hun fremover skabe sig et andet liv!

Sofie som aldrig havde gået i skole, måtte lade Tove læse brevet for hende.
- Min far skriver, at du skal hente dine sko klokken ti i dag til formiddag.
- Nå, står der det, svarede Sofie, men jeg har ingen sko hos skomageren.
- Nå, svarede Tove, men gå derned alligevel ikke, han har nok et par sko til dig, så... men jeg skal skynde mig i skole, ellers får jeg klø igen, farvel Sofie.

Sofies mor arbejdede og boede på godset. Hun var ansat nede i køkkenet, som lå i kælderen. Og ved siden af køkkenet, var der et rum det var Sofies barndomshjem. Her arbejde hun med som køkkenpige fra hun var seks år gammel, og da hun blev tolv år, tog fruen hende op i stuerne, som hjælpepige i huset. Når Sofie så tilbage på sin barn og ungdom, så kunne hun sige, at det hun fik mest af, var klø og en masse skæld ud, og da Sofie var fjorten år gammel, så fik hun to kroner af fruen til at købe sig en ny kjole og et par sko. Da hun stolt viste det frem for fruen og godsejeren, så blev hun forfremmet til stuepige, og Sofie og hende mor var så stolte og glade.
Men da hun en dag smadrede en stor kongelig vase, så fik hun en endefuld af godsejeren, der bagefter tog hendes mødom, og så var hun pludseligt gravid og nedkom med en lille pige i en alder af femten år. Da hun ikke anede faderens navn, så fik hun endnu en omgang af riset i sin bare ende og blev smidt ud fra godset og skulle bo i skoven.

Skomageren havde tilbudt Sofie rengøringen af hans hjem, samt storvasken én gang om måneden for en fast månedsløn på fire kroner. Hun slog hænderne sammen af glæde og gik omgående i gang med at vaske gulve i stuen. Han satte sig ned i sit værksted og var tilfreds med sit forehavende. Nu kunne Tove vente sig, hvis hun ikke gjorde som frøken Møller sagde til hende.
Da Sofie mente, hendes opgave var slut for denne dag, gik hun ned til skomageren, som kom op og så efter, hvad hun havde lavet. Men han var ikke helt tilfreds med Sofies arbejde, og det vidste alle dengang i de gode gamle dage, når en hushjælp ikke gjorde sit arbejde ordentligt, så risikerede de at få en endefuld i deres bare ende, som regel med det samme. Sofie spurgte med spæd stemme skomageren, hvor han havde hængt spanskrøret, så stod Sofie for første gang i skomagerens stue foroverbøjet hen over hans stor lænestols ryg med sine skørter lagt op på hendes brede ryg og de fine hvide bukser nede ved gulvet. Hun modtog de forventede ti slag af det susende spanskrør i sin bare ende, men da det sidste slag var afleveret fra skomagerens hånd, lagde han det væk og sagde med en brysk stemme - Du uartige pige, du bliver stående. Han fuldendte så denne straf på behørig måde, da han indførte sit stive lem i Sofie, og hun var lige så tilfreds med denne afslutning på en lang og kedelig arbejdsdag, som byens skomager.

En anden af byens forretningsmænd var slagtermester Niels Jensen, som i sit ægteskab med Lise havde frembragt fem børn, hvoraf de tre allerede var flyttet hjemmefra. Men han havde også rigeligt i de to, der var tilbage, hvis man lyttede til vinduerne, når han svang stokken over deres rygstykker. Især den største af pigerne, Gerda, som altid havde været stædig af natur. Det hun ikke ville, det skulle hun tvinges til, ellers fik man ikke hende til nogen ting. Hendes lillesøster Grethe havde en anden natur, men var en lille bandit, der bandede, når hendes forældre ikke hørte det.
Slagtermesteren havde det motto, hvor han sagde ”Kvinder og børn skal smage stokken, så får manden ro i flokken,” og derfor var der som regel gråd og tænders gnidsel fra slagtermesterens vinduer, som stod åbne det meste af året.

Men dem som fortalte om slagterens lydhøre vinduer, de fik noget at lytte efter den fredag aften, da slagteren træt efter en lang dag i forretningen, endelig gik op i sin lejlighed og hørte Gerdas seng knirke. Så vidste han, hun var lagt til sengs af konen Lise og nu lå og ventede på hans hjemkomst. Men da han sad i køkkenet og læste det brev, som den nye førstelærerinde Anna Møller skrev til ham, om Gerdas manglende forståelse for sit Fader vor, som hun skulle kunne udenad, så kunne hans kone Lise se på ham, at det i den næste times tid ikke blev morsomt at hedde Gerda i slagtermesterens hjem. Og da han yderligere læste, at hun også var doven, næsvis og til tider havde et grimt sprog, så eksploderede han simpelthen, og tog spanskrøret som hang på knagen i entreen. I de næste fyrre minutter skreg Gerda sine strofer ud over den lille landsby, og alle hørte, hvordan man fremsiger sit Fader vor, når man kan det udenad. Men da Gerda endelig kunne remsen udenad, fik hun lovning på endnu en endefuld i sin ødelagte og smertefulde bare ende allerede søndag aften. - Og du bliver liggende i din seng, din forbandede tøs, jeg skal lære dig at være doven, næsvis og fremsige frække ord. Din bare ende skal nok gøre dig mør, bare vent.

Men støjen fra slagtermesterens vinduer var ikke slut med disse halvtreds minutters skrig og tiggeri om nåde, jeg er sød, nej ikke mere. Jeg er sød, jeg gør det aldrig mere, nej, nej, åh nej stop.
Da slagtermesterens kone Lise mente, det var for meget at love Gerda en endefuld i hendes bare ende allerede igen på søndag, så kom det til en diskussion dem imellem, men da dem som tit hørte skrigene fra vinduerne overhørte denne diskussion, bad de til, at Lise stoppede sin forsvarstale mens tid var, men denne advarsel burde for Lises vedkommende være indbygget i hende, da hun jo trods alt havde været gift med slagtermesteren i mere end femogtyve år, men hun gik planken helt ud, og så faldt dommen. - Fra hvornår, lille Lise, har jeg spurgt dig til råds om mine opdragelsesmetoder, vil du være venlig at gå med mig ind i sovekammeret, eller skal jeg slæbe dig derind.
Og nu spidsede alle ører i kvarteret, fordi nu var det en voksen kvindebagdel, der fik lov at smage en tur af spanskrøret i den bare ende. Så der var næsten opløb neden for vinduet. Og dem med en god hørelse, misundte den slagter der var sammen med sin kone, der fik en god gammeldags endefuld i sin bare ende, og når hun var mør og bad sin elskede om ikke at slå hende mere i numsen, men trøste hende, og lade dem blive venner igen, så hørte man de smaskende lyde, når de kyssede hinanden, og de mere liderlige lyde, når man måtte tænke sig til, hvad der skete oppe bag gardinerne i slagtermesterens sovekammer. Men lyttede man meget intenst, så kunne man følge med i deres orgasme, som de begge fik meget ud af, og han fortalte hende, hun var hans elskede lille kone. Inden der blev ro vidste man at der allerede søndag aften igen ville være skrig og gråd, og en svag pigestemme som tiggede om nåde og ikke flere smæk i hendes ømme og smertende ende. Men man vidste, at slagene og skrigende først stoppede, når hendes stemme lød overbevisende, og hendes far, slagtermesteren, bad hende om at være en sød pige.

Landsbyens præst, roste i høje toner den nyudnævnte førstelærerinde Anna Møller i sin søndagsgudstjeneste, for hendes store arbejde for landsbyskolen og landsbyen i helhed, i sin stræben efter at hæve indlæringen for den yngre generation til et højere niveau.
Denne fik et mindre chok, da han sad og hørte på eet af sine sognebørn, den lille fru Andersen, som var enke i en tidlig alder, da hendes mand arbejdede i skovene for godset, og forrige år fik et træ ned over sig og døde på stedet. Hun havde siden da været et af de faste punkter i hans gudstjenester, og hun var en lille sød og venlig dame, som ikke gjorde en kat fortræd. Men hendes søn Mads på fjorten år, havde fortalt sin mor, at han oppe på skolen, da han ikke havde læst sine lektier, skulle trække sine bukser og underbukser ned, og stå med sin tissemand, som frøken Møller havde kigget meget nøje på. Hun havde rørt ved den med spanskrøret, inden han fik sine tre slag i sin bare ende og et brev med hjem. Hans mor var meget tilfreds med, at han fik sine klø, hvad han også fik derhjemme af hende med underbukserne på, men hun var utilfreds med frøken Møllers måde at røre ved hans unævnelige dims.
Den sag var præsten ikke glad for, så efter nøje at have tænkt sig om, sendte han den videre til menighedsrådet, som heller ikke brød sig om, at lægge sig ud med landsbyskolens førstelærerinde, så de sendte den videre op i systemet, så den lå på formandens bord. Denne havde dog slet ikke den fornødne ide om, hvad man burde gøre i påkommende tilfælde. Så efter nøje overvejelse, sendte han den videre over til sognerådet, som jo var frøken Møllers arbejdsgivere. De havde lige fået en ny formand, frisørmesteren i landsbyen, som alle i landsbyen vidste havde et godt øje til frøken Møller landsbyskolens førstelærerinde. Han udbad sig betænkningstid i den anførte sag, som han fremlagde som en klagesag fra en borger, og han udviste den store generøsitet, at ville aflægge frøkenen et besøg og fremlægge sagen for hende. Vel sagtens finde frem til et kompromis, så de sammen kunne afvikle denne prekære sag under henlagte skrivelser.

Var præsten blevet chokeret over klagens start, ved at høre om frøken Møllers nysgerrighed over en stor drengs halvt erigerede lem, så blev sognerådsformanden endnu mere chokeret over frøken Møllers reaktion på klagens fremlægning, af ham på hendes kontor på skolen. Først brød hun grædende sammen og bedyrede, at hun havde uret, og fru Andersen havde ret i sine anklager rettet mod hendes nysgerrighed og ufine måde at beglo den stakkels drengs genitaler, men hun var den dag det skete så ophidset, at hendes følelser totalt overtog hendes dømmekraft. - Jeg er så vred på mig selv over det skete hr. formand, sagde hun, da hun rejste sig, gav formanden sit spanskrør i hånden og bad ham give hende en endefuld i hendes bare ende. - De bestemmer hr. formand, men jeg mener, jeg skal have en god gammeldags endefuld i min bare ende på mindst ti slag, hvad mener de hr. formand?
Hun stod foroverbøjet med kjolen oppe på ryggen og hendes små blondebukser lå på det snavsede gulv for hendes små elegante fødder, da han med moderat slagkraft slog denne smukke frøken i hendes bare ende. Hun modtog alle slagene uden at give eet eneste skrig eller klage fra sig, og han lod spanskrøret falde til gulvet og lagde sine varme hænder på hendes smalle hofter og hviskede til hende, - Hvis du tillader mig at vise dig, hvad der sker, når den dims du så gerne ville studere den dag, på den dreng, som kun var halvt erigeret, så vil jeg nu vise dig hvilken glæde det er for os begge, når dimsen er helt erigeret. Nu mærker du først mine fingre i dit smukke halvåbne køn, som jeg bereder til at modtage mit erigerede lem. Disse vil deflorere din skønhed af en åbning, som er specielt indrettet til at modtage mit lem for at besegle vores kærlighed, som vi frembringer sammen i denne rejse, hvor vi vil elske at komme tilbage igen og igen. Når du mærker dine orgasmer som rystelser i dit underliv, så hvisker du det til mig, så vi kan komme samtidig i vores rejse sammen op til den syvende himmel, hvor vi vil forene os, er du klar elskede Anna?

Anna, som nu endelig havde haft et samleje med én, hun elskede, og som ikke havde spurgt om lov, men bare havde gjort hvad der skulle gøres i den situation han blev stillet i, fremlagde sin beslutning om, at proklamere deres forlovelse og afslutte sit embede som førstelærerinde på landsbyskolen. Men da hendes forlovede var en mand med hjerne, så fortalte han hende, at hun skulle tie stille og lade som intet var hændt, - Så skal du se lille skat, så gør jeg dig til dronning i denne landsby, og derefter bestemmer du, hvad du vil, vent lille skat!
Han havde sin frisørsalon, som ikke var nogen guldgrube i sig selv, og han sad som folkevalgt i en fireårs periode i topposten som sognerådets formand.
Men han kunne væltes om fire år, så han igen kun havde sin salon, han kunne gøre hende til inspektrice på skolen og fyre den sleske overlærer Mikkelsen for underslæb, hvilket var meget nemt, da hans kasse aldrig havde stemt i de år han var overlærer.
Så lod han sin elskede få hele bygningen på skolen med haven bad toilet og et stort køkken, og hvis han så om fire år blev afsat i sognerådet, så var han til den tid gift med Anna, og så var det hende, der afgav hans ordre på landsbyskolen, så selv om han ikke var sognerådsformand, så var det ham der bestemte i skolen.

Da frisørmester Ole Andersen, som også var formand for sognerådet, i sin salon hørte hviskende stemmer om en forulempet dreng på landsbyskolens kontor, af den berømte Anna Møller, tog han resolut sin jakke og gik ned til enkefru Andersens hus. Med sig havde han en lærekontrakt til drengen, når han forlod skolen som kontorelev på rådhuset.
Og da enkefru Andersen fik det favorable tilbud til sin søn, bød hun formanden på kaffe og hjemmebagt kage. Her fortalte hun om sine egne problemer. Hun var jo var en ung kvinde, som var blevet frarøvet sin elskede mand i en alt for tidlig alder, og havde derfor sine natlige drømme i sin ensomhed i alkoven. Hun havde nogle fæle drømme om en mand, som voldtog hende efter han havde pisket hendes bare ende til blods. 
Hun anede ikke sine levende råd, og formanden tog hende hen på sit skød, for nemmere at kunne trøste denne søde unge enkefrue. Hans hånd gled forsigtigt og trøstende ind under hendes kjole og kælede med hende. Hun krammede formandens nakke og begyndte at stønne små liderlige bemærkninger, om ikke formanden dog ville lindre trykket i hende på behørig vis.
Og følte formanden, hans nyforlovede Anna Møller var værd at gæste, når hun stod passiv med sin bare ende, og han besteg hende bagfra, så fik han her en anden betjening, som var endnu mere attraktiv
Da hun sled sig løs af hans favn, rejste sig, løftede sin smukke håndbroderede kjole og trak sine rene hvide små bukser ned, og lagde sig på maven hen over formandens knæ, og hulkede, - så slå mig dog, straf mig for min brøde, jeg ulykkelige kvinde skal straffes for mine snavsede tanker.
Han gav hende en god gammeldags endefuld i hendes bare ende og kælede med hendes køn, som åbnede sine muligheder inde mellem hendes sprællende lår, og her antændte han en ild i enkefru Andersens krop, som straks efter straffen krøb ned på knæ og åbnede ind til formandens scepter, som svippede ud i friheden. Her var ikke tale om et halvt erigeret lem, den var stiv som en stålstang, og hun tog ham i munden, og han mærkede sine evner, da hun kælede med hans to tunge vedhæng, der spændtes til bristepunktet. Hun rejste sig med hans scepter i hånden, vendte sig rundt og satte ham ind i et varmt fugtigt og afventende juvelskrin. Og da han stødte sig i bund i hende, så mødte hun ham på halvvejen, da hun med stor kraft skubbede sig baglæns, og da han havde fat i hendes hofter, så red de sammen ind i den store forløsning, og de var sammen til han stille forlod hendes grube. Da formanden endelig forlod enkefru Andersens hjem, så var det med et løfte om at komme igen.

Trikotagehandler Sørensen forretning lå midt i landsbyens centrum. Han var forholdsvis ny, og havde etableret sig med en stor flot forretning, som havde alt til damerne i landsbyen, i undertøj og linned, som de selv kunne sy til det fineste sengetøj. Han var en ældre mand, der efter et forlist ægteskab i Ålborg, måtte se sig slået af en for kløgtig kvinde, som havde underkuet ham, og holdt ham nede så han til sidst følte sig uværdig som mand. Derfor havde en dygtig sagfører, han kendte i Ålborg, hjulpet ham til en skilsmisse inden hans formue helt forsvandt til dyre rober og selskaber, som hans daværende kone afholdt for hans penge.
Han fulgte et råd, som han fik af sin ven sagføreren i Ålborg, find dig en kvinde ikke for gammel og helst med én eller to børn gerne piger. Tilbyd hende at gå ind som far for hendes børn, og fortæl hende, at hun er en smuk og dejlig kvinde og mor, men, at det i jeres forhold er dig der bestemmer. Det er dig, der opdrager både hende og hendes børn, slæk ikke på autoriteten allerede første gang der er noget kritisabelt, enten hos hende eller hende børn, så henter du spanskrøret som skal hænge til skræk og advarsel på et synligt sted i jeres hjem, og så går du i enrum med kvinden og giver hende en god gammeldags endefuld i hendes bare ende. Men når det er hendes børn, der skal smage spanskrøret, så inddrager du kvinden i afstraffelsen, for at vise hende din åbenhed, og for at i sammen kan få gode fornuftige børn ud af dem. Gør du det, så får du din oprejsning som mand, og du får et godt liv og kan engang nyde dit otium.
Derfor giftede han sig med Kirsten, en stor kraftig kvinde, som tog ham med storm fra første færd, da hun uden former for diskussion, gik med til alle hans krav allerede den første aften, han så hende, og da han beskuede hendes bagdels bredde og smukke udseende, da han satte stolen under hende på deres første møde på kroen, så glædede han sig omgående til første gang, hun skulle straffes med spanskrøret.
Men som livet gik i det gode hjem hos trikotagehandleren, så lod denne første gang vente på sig, da både Kirsten og begge hendes piger, var velopdragne og søde og gav ham ret i alt, hvad han krævede, om så det var det ægteskabelige i deres sovegemakker, så var Kirsten åben for alle hans små lege. Aldrig havde hun hovedpine eller andre små finesser, altid lod hun ham føre an, og altid fik han hvad han gerne ville have, men det smittede også af på hans milde væsen i det daglige, og alle mennesker der så ind i denne kærlige families flotte forretning fortalte, at her var der én familie, der vidste, hvordan man bør leve sammen i et godt og kærligt familieliv, hvor alle elskede hinanden og var smilende mennesker, der nød at gøre hinanden og andre glade.
Men alt var ikke fryd og gammen uden undtagelser, så da han havde vænnet sig til nye liv med sin Kirsten og de to søde piger, så kom det som et chok, da Oda, datteren på fjorten år, kom grædende hjem fra skole og gik gennem forretningen ind på hans kontor og fremviste sin ende med fem striber siddende på tværs hen over begge balder som linier i et skrivehæfte. Skamfuld lagde hun en kuvert med et brev fra inspektricen Anna Møller, som beskrev Odas triste opførsel, hendes uorden i sine lektier og hendes manglende kendskab til sin naturlære.
Du går op og laver dine lektier sammen med din mor, og bagefter går du i seng og skammer dig, så kan du vente dig, når jeg er færdig på kontoret, så skal spanskrøret komme til at danse på din bare ende, min fine ven, hørte han sig selv sige.
Men det undrede ham en del, at han slet ikke var glad, men nærmest var ked af, at skulle smække lille søde Oda i hende søde lille numse, han havde hellere set, det var Kirstens ende, som skulle under en kærlig behandling, både fordi hun havde den dejligste brede ende, og fordi han så kunne nyde den, når han besteg hende efter endt opdragelse.                                                             Fortsættes..

I den historie mødte du:
Lærerinde Anna Møller
Sognerådsformanden og frisørmester Ole Andersen
Skomageren og hans datter Tove
Sofie - en yngre mor der bor i skoven, samt hendes mor
Slagter Niels Jensen, Lise og børnene Gerda og Grethe
Enkefru Andersen og hendes søn
Trikotagehandler Sørensen, Kirsten og pigen Oda  

RETUR

Har du en fræk novelle eller julehistorie du vil have
med på siden så send den i en e-mail