LANDSBYEN DEL 2 - AF MARTHIN

2005

Uddrivelse af synder.
(Denne serie, kan virke krænkende på den religiøse troende del af den danske befolkning. Dette er på ingen måde hensigten fra forfatterens side, som blot har grebet situationer og skrevet en god gammeldags fortælling fra datidens Danmark hvor synder skulle straffes og i denne række fortællinger altså ofte ende med andet og mere./Red)

Signe stod i køkkenet med forberedelserne til denne hendes første Juleaften, som hun skulle holde for sin mor, men hun følte sig spændt og en lille smule irriteret, fordi hun havde måttet slippe dagbøgerne, som hun havde arvet efter sin oldefar, og hun var så spændt på fortsættelsen, at hun følte at tiden i køkkenet var spildt. Så da kartoflerne var skrællet,  anden var gjort i stand og hun havde fyldt den med æbler og svesker, så skyndte hun sig ind i sin hyggelige stue, som var pyntet efter alle kunstens regler, greb dagbogen og læste videre.

Resumé fra 1. afsnit. Trikotagehandler Sørensens steddatter kommer hjem med striber på enden og et brev fra skolen. Som den stedfar og opdrager, Sørensen er i dette århundrede, er hans pligt at tugte sin steddatter, men tanken tiltaler ham slet ikke...

Men det undrede ham en del, at han slet ikke var glad, men nærmest var ked af at skulle smække lille søde Oda i hende søde lille numse, han havde hellere set det var Kirstens ende, som skulle under en kærlig behandling. Både fordi hun havde den dejligste brede ende, og fordi han så kunne nyde den, når han besteg hende efter endt opdragelse.

Men som livet er mellem pligtopfyldende mennesker, så havde han ikke behøvet at bekymre sig, da først han havde tugtet sin uartige datter for sit svigtende skolearbejde, i sit eget favør, da det var hende det gik ud over i begge tilfælde, både indlæringen og den efterfølgende straf, som hun fik af sin mor og far der begge var til stede da spanskrøret ramte hendes uartige ende med femten slag i hendes bare ende og bagefter måtte ligge alene i sin seng og lide med smerten i sin ømme ende.
Men da hendes mor og far atter sad i deres smukke stue, så sagde Kirsten til sin elskede mand Trikotagehandler Sørensen, - Det var mig, der skulle have de klø som lille Oda fik, fordi det er mig der har svigtet min datters arbejde, ved ikke at se hende efter i hendes skolearbejde, så jeg tror jeg går op og gør mig klar lille far. Du kommer, når du har lyst, men tag spanskrøret med skat, du er i din gode ret til at give mig en ordentligt omgang i min bare ende med dit spanskrør, thi det er mig som har svigtet.

Havde han været ked, siden lille Odas hjemkomst, så blev han opstemt og mærkede grøden ikke alene i luften omkring ham, men så sandelig også i hans bukser. Hans hænder dirrede af lir, da han snuppede spanskrøret i farten på sin vej opad trappen til det ægteskabelige sovegemak, hvor hans elskede Kirsten var i gang med at bøje sig forover ind over deres brede dobbeltseng.
Og da han havde løftet hendes skørt op på ryggen af hende, blev hans blik fanget af deres nyerhvervelse i dameunderbenklæder i det pureste silke i laksefarvet eller hvide, som hans elskede Kirsten havde valgt, at beklæde sin bare ende med. Han stod og beskuede dette vidunder af en damebagdel, som han om få øjeblikke skulle traktere med sit smidige spanskrør. Så fik han den ide, at stramme disse vidunderlige tynde gennemsigtige underbukser op, så enden stod endnu mere stram, så ville han også fremover kunne fortælle de damer, der ville købe disse underbenklæder, hvilken slidstyrke de havde, når han havde afleveret op til tyve slag med spanskrøret på denne glatte og stramme ende.
Men da hans spanskrør fjorten gange havde afsat en stribe på elskede Kirstens stramme bukse ende, og hun ikke én eneste gang havde bedt om nåde eller grædt, så blev han vred, og trak de beskyttende bukser ned på hendes smukke bare ende. Da han igen rettede sig an, så sendte han denne gang slaget nedad, så det snittede hendes bare ende, og det gav resultater. Nu var det ikke længere en tavs forestilling i hans store smukke sovegemak. Nu vidste han, der var liv i hans elskede hustru, som han efter sidste slag skulle bestige bagfra. Og han nød hendes store ende, den fremstod som et skønt maleri af de nuancerende farver, som bestrålede hele partiet i denne store lækre bare ende.

Hun var lige så beredvillig som han, da han lod sine fingre besøge hendes køn for at sikre sig, hun også var klar til den forestående indføring af hans hårdt erigerede lem, som han med stor sikkerhed førte frem til hendes åbning og pressede sig ind i hende. Han red hende blidt, og sammen rejste de ind i deres hede elskov, hvor hun og han forenedes i den store kærlighed de havde, som deres fællesskab. Da de stille lagde sig  i sengen, kyssede han Kirsten og sagde, - Hvor jeg dog elsker dig!

Sognerådets formand var en travlt beskæftiget mand. Ikke nok med han var byens førende frisørmester og sad til møder og sammenkomster på rådhuset som formand, så var han også lovformeligt forlovet med inspektricen på landsbyskolen. Han havde dog gentagne besøg hos enkefru Andersen, om deres sag med drengen, som for længst var ude af verden, men som de for god ordens skyld holdt lidt liv i for at mødes, da hendes bevæggrunde var af den karakter, han som byens chef kunne dæmpe ned og give sin skærv, så hun ikke fik de grusomme drømme i sin ensomme nat i hendes alkove.

Men han fik en lille tvist, da han ad snævre kanaler i sit kontor fik en lille hentydning om, at hans forlovede frøken Møller på landsbyskolen, vist nok kissemissede med sin sekretær Bodil Svendsen. Hvis det var tilfældet, så lød det grimt i hans øren, da man i den forgangne tid, som man heldigvis havde lagt væk, betegnede kvinder af den kategori som værende hekse, og efter store pinsler blev disse til sidst afrettet ved at blive brændt på bålet. Derfor måtte han gå fremad med megen lempe, og snige sig ind for at se, om der virkeligt var noget om sagen, og hvis der var, så slå hårdt ned på de implicerede personer, hvilket nok var svært for ham, da han jo var vildt forelsket i Anna Møller.
D
a han forskede i denne sag, som kun han havde adgang til, så fik han dog brug for lidt assistance i det skrivende, da han ellers måtte skrive ned, når han fik tid.
Men skulle han have lidt sekretærhjælp, så skulle det være en person uden for rådhuset, og en person han havde fuld tillid til, og som han kunne stole på eet hundrede procent. Han kendte formanden for menighedsrådet, men ham brød han sig ikke synderligt, om da han var lidt for religiøs til en formand for sognerådet, men hvad så med hans kone?

Han aflagde et besøg og fremlagde sine forslag, og den agtværdige formand for menighedsrådet rejste sig og slog korsets tegn, inden han gik ud og kaldte på sin kone, der også blev signet af formanden, inden Poula, som hun hed, trådte ind i det syndige kontor. Hun nejede for formanden for sognerådet og talte ikke selv, men fortalte sin mand, hvad hun mente, og han lod sin besked gå videre, men efter en lang trættende tale om få spørgsmål, fik han damen overtalt til at være hans sekretær for en kort stund, i en meget meget svær sag, som skulle behandles meget stille og fortroligt!  Hun lovede stadig igennem sin mand, hun ville komme op  på sognerådsformandens kontor næste dag klokken elleve.

Hun var en stor og flot dame, alt taget i betragtning, og hun havde ikke været alene med formanden for sognerådet ret lang tid, før hun totalt havde ændret hans oplevelser dagen før i hendes hjem, hvor hun tilsyneladende var en stille tavs personlighed. Hun smilede, talte, forklarede, smilede igen og satte sig på den stol, der var afsat til hende i formanden kontor. Inden hun gik hjem, for at vende tilbage den følgende dag, sagde hun stille, da hun bøjede sig over hans skulder, - Der er noget, jeg meget gerne ville tale med dig om, men jeg venter til i morgen. Jeg har samlet mod i dag, og du skal vide, jeg har stor tillid til dig, farvel, sagde hun og smilede til ham. Da han så efter hende nede på gaden, var hun igen den tavse og indesluttede dame, der var gift med menighedsrådets formand, der var dybt religiøs!

Poula sad  på den anden side skrivebordet overfor formanden og fortalte i fortrolighed om sit ægteskab med menighedsrådets formand. - Vi blev viet for enogtyve år siden. Dengang var vi enige om ikke at få børn, men vi levede vores liv som andre mennesker. Men for syv år siden stoppede vi med at røre, tale, kysse, skælde ud eller på anden måde være to elskende mennesker. Det gjorde vi fordi den hellige skrift påbød os at være eet kød uden kontakt, alt andet var syndigt. Jeg levede med i den retning i fem år, men så kom mine natlige drømme og fantasier, som jeg dunkede væk.
Poula bøjede sig ind over skrivebordet og hviskede, - Men det sidste års tid er mine fingre blevet ført af en fremmed hånd i min søvn ned til mit køn, og de har fremmanet liderlige fornemmelser i min krop og mit køn, men først når orgasmerne raser i mine følelser, så vågner jeg op ad min søvn og er meget skamfuld overfor frelseren. Jeg har tigget og bedt min mand om at straffe mig, straffe mig meget hårdt, men han må ikke røre ved mig eller høre på mig, det står der i den hellige skrift, siger han og er tavs igen. Hvad skal jeg arme menneske dog gøre hr. formand? Jeg tør ikke spørge præsten, da han ikke tilhører vores menighed, hvem skal jeg dog bede om at hjælpe mig, er jeg mon en heks? Burde jeg brænde på bålet, ellers brænder jeg i den evige ild i helvede, hvor er det frygteligt!
Formanden var slet ikke i tvivl om, hvad der burde gøres, men han savnede et sted, hvor han kunne hjælpe denne stakkels kvinde, så hun kunne komme frelst ud på den anden side, om ikke for andet, så dog for et stykke tid, hvor han så igen kunne hjælpe hende. Bare han dog havde et sted.
Jeg vil frygteligt gerne hjælpe dig, du stakkels kvinde, men jeg mangler rum hvor jeg kan hjælpe dig, sagde formanden. Poula lyste op, åbnede sin øjne og sagde med let og lys stemme. - Ude i skoven er der en hytte. Der skulle Sofie i skoven bo, men hun er flyttet, så derfor kan du hjælpe mig der, hvis du mangler rum. 

De tog ud til Sofies hytte, som rigtigt nok stod ubeboet hen. Men de gamle møbler, som seng, bord og fire stole, stod stadig til fri afbenyttelse.
Han bad hende trække bukserne ned og bøje sig forover, men Poula vidste bedre. - Næh, sagde hun, når man i religionen skal straffes for syndige tanker, så skal man gå i lønkammeret nøgen, og der modtage sin straf. Så hun smed alt sit tøj på gulvet og stod splitternøgen foran formanden, som nu var sikker på, han følte noget godt for Poula, thi hans lem havde allerede rørt på sig og gjort sig klar. Han tog fat i hende og lagde hende på maven på sengen, løftede spanskrøret og ramte hendes syndige bare ende. Han slog hende med en mands hårdhed og styrke, og hun stønnede liderligt i sin bøn til  sin frelser og bad ham ramme hendes ryg og ende endnu hårdere, det var jo en straf. Da han mente, at straffen denne gang var fuldbyrdet, trillede hun rundt på ryggen, spredte sine lår ud i en bred vinkel og skreg, - Bestig mit syndige køn, udslet mig, udslet mine pinsler, tag mig, tag mig, åh tag mig dog. Og formanden besteg Poula, lagde sig beredvilligt mellem hendes liderlige lår, der omkransede ham, mens han forlystede dem begge med sine bevægelser og hans scepter, som var stift som et erigeret lem af det fineste stål, mens han lå og red Poula ind i sin fred med sin frelser.
Så han en skygge ved det ene vindue? Da han forsøgte at se igen, så var det kun en skygge. Han blev bleg, for tænk hvis der var én, der havde beskuet dem. Men nej, det var blot skygger i hytten.

Poula takkede ham meget for denne djævleuddrivelse af hendes køn og spurgte, om hun næste gang også kunne regne med hans hjælp, hvilket han bekræftede. - - Giv mig blot besked Poula.

 

I sin søgen efter beviser mod Anna og Bodils eventuelle forhold, fik sognerådsformanden hjælp fra Bodil, som han tilfældigt så en aften, uden hun så ham, på vej mod Annas bolig. Og han så Anna, som stod lysende smuk i sit stor vindue, næsten nøgen vinkede hun ned til Bodil, som satte i løb og væk var hun.
Han låste sig ind på skolens kontor, hvor han stod i mørket og så over i Annas bolig lige overfor. Bodil stod foroverbøjet med sin smukke slanke krop. Kjolen lå på hendes ryd og hendes lyseblå silkeunderbukser var trukket ned ved knæhaserne. Anna stod med en lang tynd kæp, som ikke var et spanskrør, og han så når kæppen ramte hendes bare ende, så rykkede hun lidt frem i kroppen. Enden skvulpede, som han så tit havde bemærket, og hendes mund åbnede sig til en lyd, han ikke kunne høre, og han så slagene ramme Bodils ende med præcise slag. Han mærkede sin iver for at deltage  i denne ophidsende leg, men de var  på den anden side af gårdspladsen.

Selvom han for få dage siden havde haft sin djævleuddrivelse og afstraffelse af Poula og hendes påståede ånder, som besad hendes køn, og i formiddags havde været på besøg i enkefru Andersens alkove, for at hjælpe hende ud af hendes natlige mangel på sin ægtemand, så stod han nu og følte sig utroligt ophidset. Men han anede ikke, hvad han skulle bruge den til. Han følte sig, som drengen der ser sin elskede flødeskumskage stå på den anden side af vinduet, og blev enig med sig selv om, at gå hjem i sin egen tomme bolig og vente til i morgen med at kræve sin ret. Han fik lidt af sin stolthed tilbage, selvom han gik derfra med et stækket og sultent scepter, der stadig var stift som en stålstang, men måtte lade som intet. Men han sagde  ud i luften, - Din tid skal nok komme, da det er dig, der borer dig ind i hende og ikke Bodils tunge.
Han var en stolt mand, rank i ryggen i sin nypressede habit, og med sin elegante spadserestok, som han plantede hårdt i jorden, som for at markere for sig selv, at denne stok inden  klokken fjorten, skulle gå sin enegang på to damers bare ender i mindst et hundrede slag til dem hver.
Og han klappede sig lidt sydligere end maven, da han smilende sagde, - I går var det dem, i dag er det dig, der skal have din belønning, og så tænk dig, to på én gang, det bliver noget helt  nyt og uprøvet, der skal ske på denne dag i landsbyskolens kontor.
Gud ved, hvad de vil sige til deres forsvar, mon de overhovedet tør sige noget? Her morede han sig så højlydt, at han måtte tage hånden for munden, for ikke at virke påfaldende i sine undersåtters øjne. Han følte sig som en konge, da han skridtede fronten af som formand for sognerådet!

Formanden var mere end målløs efter hans anklager var udtalt. Anna og Bodils påståede intime forhold, som ikke alene han, men hele landsbyen og oplandet omkring dem ville taksere som  heksesabbat, hvilket i værste fald ville sige, at de begge ville blive kastet i fængsel i mange år efter de var stillet til skue og fradømt deres rettigheder, og tilføjede han, havde det været for bare femogtyve år siden så var i blevet dømt til offentlig pisk i jeres bare ende.
Anna så blot koldt på ham, skruede sin forlovelsesring af sin finger, og lagde den på skrivebordet foran sig. Hun rømmede sig og sagde, - Hvis du vil høre på mig kære Ole, så er vi glade for hinanden, Bodil og jeg, men jeg er stadig hendes overordnede, og ifølge tyendeloven har jeg ret til at afstraffe mine unge piger, der er ansat under mig, og da jeg er skolens øverste myndighed, hvad du selv har gjort mig til, og Bodil selv  har anmodet mig om, at hun meget gerne vil genopdrages af mig, hvad er det så vi har gjort forkert, kære Ole?
Og før du går videre med dine anklager rettet mod din tidligere forlovede, tidligere fordi jeg har lagt ringen fra i dag... Hvad tror du så byens præst og menighedsrådets formand samt resten af  byens borgere vil sige til, at du optræder som djævleuddriver i formandens ægteviede hustrus seng, eller i enkefru Andersens seng, for ikke at fortælle om alle de andre du også besøger, fordi jeg har nægtet dig, at du må ligge med mig, før vi er blevet gift? Hvem af os to tror du står stærkest, kære Ole?

Anna bad Bodil om at følge formanden ud, hendes ring lå stadig på bordet foran hende, og da døren faldt i bag dem begge, lagde hun sit hoved ned på skrivebordet og gav sig til at græde. Var det hvad han forstod ved sin kærlighed til mig, han ville underlægge mig sin vilje, knuse mig, ikke elske mig, som jeg troede, er det mon hvad der er til mig af kærlighed?

Efter få dage var det kommet alle for øre, at frøken Anna Møller havde hævet forlovelsen med byens respekterede formand for sognerådet frisørmester Ole Andersen, som de fleste i landsbyen så op til med en vis respekt. Men da han efter sin skæbnesvangre samtale med Anna var klar over, at nogen i byen vidste mere end godt var om hans omvandrende private opvartning af diverse fruentimmere, stoppede han alle sine sidespring og koncentrerede sig om en ny dame at bejle til.

Men da enkefru Andersens søn som var blevet lovet en læreplads på rådhusets kontor alligevel ikke kunne få pladsen, da der skulle spares på udgifterne i kommunen, og selve enkefruen savnede sine små besøg i sin ensomme alkove, så kunne frisørmesteren og formand i sognerådet godt se, at gode råd var dyre. For at få tavshed omkring dette problem, gik han endnu engang til enkefruens alkove, da hans behov for lidt kærlighed jo ikke var forsvundet, fordi forholdene havde ændret sig i hans liv. Men nu var enkefruen blevet krævende, da hun vidste noget, som hun mente, hun kunne udnytte, og da hun fremlagde sin ide for formanden, da han stod ud alkoven, efter de havde elsket og hygget sig i et par timer, så måtte han give hende ret. Hvorfor skulle en kvinde i sin bedste alder dog ikke være gift, især da hun havde modtaget en forholdsvis stor erstatning for sin afdøde mand, som endnu ikke var blevet udbetalt, men som hun mente en formand for sognerådet havde større mulighed for at inddrive, end en almindelig enkefrue. Men hun ville kun lade ham hjælpe sig på én betingelse, og det var, at de skulle lade sig ringforlove, som han lovede, da han hørte beløbet på erstatningen, som var sat hende i udsigt. Derfor var der fest i frisørmesterens salon og på rådhuset, da Erna og Ole fik deres ring på. Hun strålede som en sol, og hun glædede sig allerede til at ligge i en rigtig seng, i stedet for sin gamle alkove, men hun vidste også, når turen op og ned ad kirkegulvet engang var overstået, og hun kunne kalde sig frue igen, så risikerede hun igen at få enden på komedie, hvis hendes mand ikke var tilfreds med hende, men hellere en endefuld i ny og næ end en tom plads ved sin side i sengen.

Anna, som fra sidelinjen så på sin eks. forlovedes krumspring, for at glemme og vildføre en stakkels enke, og for at få fat i hendes penge, manede sig selv op til et endnu større arbejde i sin landsbyskole, og kastede sig ud i nye projekter for ikke at sygne hen i bitterhed over hendes eget liv, som hun vidste ikke var dansen på roserne, hun fik kun tornene at smage i sit liv.
Så også derfor var hun glad for sit venskab med Bodil, som kun de to kvinder kendte baggrunden fuldt ud, men som formanden heldigvis ikke kunne finde det, som han forgæves ledte efter.
Men først når de efter endt arbejdsdag og en aften i fuld belysning for alle, sad i hvert deres hjørne og talte om skolen og først efter lyset var slukket og alle var gået til ro, ja først da søgte de hinandens selskab. De
kærtegnede hinanden i en utroligt smukt og ophidsende kærlighedsmættet og eventyrlig elskov i hinandens arme. Og når solen atter kastede sit klare lys over skolen, og man stod op i de forskellige hjem rundt om i byen, så vågnede Anna alene i sin lejlighed og Bodil i sin, aldrig var de sammen når andre så dem.

Formanden holdt et flot elegant bryllup, da han førte Erna Andersen op ad kirkegulvet, for at give hende sin ring, og på kroen var der dækket op til firs kuverter, så alle der var kendt med sognerådets formand og enkefruens familie, sad til bords og dansen gik til langt ud på natten. Alle var glade for det søde brudepar, som nu fik masser af gode år sammen, og som formanden tænkte, nu håber jeg sgu de ti tusind kroner som erstatningen lyder på, snart er til udbetaling.

Men kort efter det store flotte bryllup måtte formanden gå  den tunge gang, da han måtte søge sin afsked hos landets konge, da hans helbred ikke gav ham mulighed for andet end at sælge sin frisørsalon og fraflytte byen med sin elskede hustru. De flyttede sydpå til andre græsgange, for der at skabe sig et bedre liv, fordi atmosfæren og klimaet i landsbyen ellers ville dræbe ham.

Men i landsbyen var der tre kvinder der kendte årsagen til denne flugt, og det var frøken Anna Møller, hendes sekretær Bodil Svendsen, og den højt frugtsommelige Poula Knudsen, som var gift med menighedsrådets formand, og som ikke sammen med sin mand havde dyrket kønslig omgang i de sidste otte år, men derimod havde møder med formanden i Sofies hytte i skoven, hvor han alligevel ikke havde drevet djævelen ud af Poula, thi der sad lidt endnu  i hendes underliv.

Skomageren Kurt Olesen som var enkemand og far til Tove, blev bedt om at overtage posten som formand for sognerådet, og kort efter sin tiltræden i denne ansvarsfulde post, indgik han i stilhed ægteskab med Sofie fra skoven, som hermed blev en agtværdig kvinde i det lille samfund, og hendes datter Olga, blev ligeledes indskrevet i landsbyskolen i en alder af tretten år.

Og den nu store familie flyttede op i formandens bolig, og han lovede ved sin tiltrædelse at skabe liv og grokraft i den lille landsby, så vidt det var ham muligt, og endnu engang roste han deres dygtige inspektrice i landsbyskolen, som nu havde tilført byen så megen lærdom, og han glædede sig til et godt og tæt samarbejde med denne dygtige lærerinde, som han i god tro overlod sine nu to døtre, så de kunne blive to velopdragne og fornuftige piger.

Byens nye frisørmester Egon Madsen var gift med Åse, og de havde  to drenge og tre piger, som alle var skolesøgende børn, så fremtiden for både skolen og landsbyen som helhed, så lys ud.

Især frisørmesteren var glad for at komme til denne landsby, langt ude på den vestjyske hede, da hans liv hidtil bar præg af for megen indblanding i hans personlige måde, at forsøge at opdrage sine børn, og sin noget specielle hustru, der igennem sin medgift havde skabt økonomisk basis, for at købe den salon som havde været til salg. Men hans svigerfamilie havde blandet sig, fordi hans indstilling var den, som var hos de fleste mænd i de gode gamle dage, kvinder og børn skal holdes nede med en hård hånd, hvilket hans svigerfamilie var imod. Derfor var det hans glæde, at han fremover boede over hundrede kilometer fra sin elskede hustrus familie, og derfor gik han roligt sammen med sin Åse over til inspektricens kontor, for at indskrive sine fem børn i landsbyskolen, og her bad han om et råd om, hvor han fik købt sig et solidt og smidigt spanskrør.

Han blev kendeligt overrasket, da den smukke inspektrice fortalte ham, at nede i skoven, der var nogle træer og buske af typen hassel, og de grene med et tykt og godt greb i den ene ende og tyndt og meget smidigt i resten af denne gren, udgjorde et endnu bedre resultat, end det lidt stive spanskrør. Og stillede man disse pragtfulde grene i frisk koldt vand i en vase, så var de altid klar til brug. Man brugte kun dem i denne skole med et fantastisk resultat, for tre slag med denne hassel kæp, havde samme effekt som otte slag med et spanskrør, så på vejen hjem, lagde han og hans Åse vejen forbi skoven, og han nød synet af sin elskede hustru Åse, da de arm i arm spadserede hjem fra skoven med en smuk buket af hassel kæppe i et stort bundt, der skulle pryde hans salon med de lysegrønne skud. Så kunne alle hans kunder se, at i hans hjem var der ro og orden.

Han havde dårligt fået hængt hat og frakken op i korridoren, da de kom hjem, før han fik vished for, at prøve disse nye strafferedskaber, da hans hustru kom med en bemærkning om, hans noget aparte måde at fedte for den utroligt triste frøken ingenting på. Hun stod ligefrem og lagde op til dig i mit selskab, en meget grov fornærmelse. Næh lille Åse, det er dig der fornærmer  både inspektricen og din husbond, så du kan roligt gøre dig klar i aften, når vi to er ene, så skal du får lov at smage et par rap i din bare ende af de friske hassel kæppe min lille due!

Tove og  Olga som nu var blevet søskende, da Olgas mor havde giftet sig med Toves far, var et utroligt par som konstant var sammen. Og både skolen som forældrene håbede  på, at Toves velopdragne og fornuftige sind, ville smitte af  på Olgas viltre og nærmest lidt uartige opførsel, som nærmest mindede om en drengs lege og utroligt næsvise fremtoning.

Men de måtte hurtigt ændre deres opfattelse, da det omvendte var tilfældet, de stod hurtigt begge to i arkivet, indskrevet til et møde med inspektricen på landsbyskolens kontor, hvor der på grund af ombygning var ventetid. Da skolen indførte hassel kæppen i stedet for spanskrøret så blev det nødvendigt at  fastspænde eleven på bukken for ikke at vedkommende rejste sig og gned sig på enden men da bukken endnu ikke var kommet opstod denne venten på straf. 

      Fortsættes     

RETUR

Har du en fræk novelle eller julehistorie du vil have
med på siden så send den i en e-mail