LANDSBYEN DEL 3 - AF MARTHIN

2005

Strafferunde

Hun havde helt glem ris a’la manden og skyndte sig ud i køkkenet og rørte flødeskummen i grøden, men hun havde ikke ro på sig, hendes tanker lå inde i dagbogen, hvordan mon det kommer til at spænde af med Anna og Bodils forhold, for ikke at tænke på alle de klø, der blev delt så rigeligt ud af dengang i de gode gamle dage. Hun var så spændt på næste afsnit, at hun bare rørte det hele sammen sådan og så ind i køleskabet.

Resumé
Tove og Olga som nu var blevet søskende, da Olgas mor havde giftet sig med Toves far, var et utroligt par, som konstant var sammen. Både skolen, såvel som forældrene, håbede på at Toves velopdragne og fornuftige sind ville smitte af på Olgas viltre og nærmest lidt uartige opførsel, som nærmest mindede om en drengs lege og utroligt næsvise fremtoning.
Men de måtte hurtigt ændre deres opfattelse, da det omvendte var tilfældet. De stod hurtigt begge to i arkivet indskrevet til et møde med inspektricen på landsbyskolens kontor, hvor der på grund af ombygning var ventetid. Da skolen indførte hasselkæppen i stedet for spanskrøret, så blev det nødvendigt at fastspænde eleven på bukken, for ikke at vedkommende rejste sig og gned sig på enden, men da bukken endnu ikke var kommet, opstod denne venten på straf. 

Skomageren, som udover sin forretning, også sad som formand i sognerådet, var nygift med Sofie, hans eet og alt, som han ikke forstod, hvordan han i flere år overså denne skønhed og pragtfulde pige, som efter han havde mødt hende, gjorde hans aften og natteliv til en skøn oplevelse. Intet kunne han gøre forkert i hendes øjne, om det så var når de en sjælden gang var uvenner, så stillede hun sig med enden bar i foroverbøjet stilling, efter hun havde lagt spanskrøret frem til ham. Og hun bad ham om, at genopdrage hende til en god kvinde for ham, og give hende en god gammeldags endefuld i sin bare ende, hvorpå de elskede hele natten, mens han trøstede sin elskede Sofie.
Men efterhånden som han opdagede, at han også var far for to vanskelige piger, så måtte han se i øjnende, at skulle der være noget der hed frihed og familieliv med hans elskede Sofie, så måtte han ansætte en skomager med kone i sin forretning, så de kunne reparere sko og ekspedere i forretningen.
Sad han ikke på kontoret, så var han til møde, eller ude for at give byggetilladelse, eller han stod som nu, med breve fra inspektricen på to umulige tøser, der havde været uartige i skolen, og derved havde opnået otte slag med den nye hassel kæp i deres stramme bukseende, som sad som otte striber hen over deres bare ende som linier i et stilehæfte. Han og Sofie blev i brevet anmodet om, at straffe pigerne grundigt, da de udgjorde en trussel for de fleste andre børn på skolen, da de opfordrede til nedlæggelse af skoledagen, og i stedet for gå på legepladsen.
Nu var det en umulighed at straffe to piger på én gang, så Tove som den største, måtte stå og vente på sin endefuld, mens hendes søster Olga lå med bukserne trukket ned og sin bare ende i vejret. Hendes mor stod og holdt hendes hænder, så hun kunne ligge stille, mens hendes far gav hende tyve svirpende slag med den nye hassel kæp. Den sved som den rene ild i en bar pige ende, og satte de værste striber man nogen sinde havde set i den lille landsby, og man hørte da også de skrig, og deres tiggeri om nåde om ikke de måtte slippe for flere smæk i deres bare ende.
Og bagefter var det Toves tur, og havde Olga skreget højt og tigget om nåde, så var det intet ved siden af Toves høje jamrende stemme, der så mindeligt bad sin far om ikke at slå så hårdt, og ikke flere far, jeg er jo en sød pige, jeg er sød far, ikke mere.
Men det der undrede ham, og som han fortalte til Sofie, det var dengang han var alene med Tove, og hun fik en endefuld i sin bare ende, så lå hun i timer og græd sine modige tårer inden der var ro. Men nu efter de lå sammen de to søstre i samme værelse og klagede sig over deres smerter i deres bare ende, så gik der ikke mere end højst ti til tyve minutter, så var der ro. De stiver hinanden af, svarede Sofie.
Men sandheden var, Tove havde prøvet at få smæk på skolen ,og bagefter fik hun lige som nu flere herhjemme, men når hun kom i skole næste dag, blev hun trøstet af frøken Møller, men nu trøstede de hinanden, Tove og Olga og derfor stoppede gråden hurtigere, så de kunne nyde trøsten sammen!

Den nye skomager Poul Jensen var gift med Marie, som var en stor frodig bondekone, der aldrig før i sit liv havde levet i en by, men altid boet på landet. Hun var ti år ældre end sin mand. Manden havde arbejdet en kort periode på hendes fars gård i Nordjylland, da det var svært at få arbejde som skomager, så tog han arbejde som karl, og da bondemanden, Maries far, var træt af at have så gammel en pige som Marie, der dengang var femogtredive år boende hjemme hos sine forældre, gav han skomageren femtusind kroner hvis han giftede sig med Marie.
Den unge Poul Jensen betingede sig, hun skulle rette sig efter ham i eet og alt, ellers ville han svinge stokken over hendes store brede bagdel, når han havde fjernet hendes bukser, så han kunne slå igennem, og hun kunne mærke slagene i sin bare ende. Men da det var nedfældet på papiret, så rejste han med sin nye kone til Sjælland, hvor han var skomager i fem år. Men nu overtog han så skomagerforretningen i landsbyen, og han havde Marie stående bag disken og ekspedere.

Men Poul var ikke tilfreds med sit ægteskab med Marie, nok var hun en nem kone, og var hun ikke, så var der råd for det med et par rap med stokken, så var roen genoprettet i hjemmet, og Marie gik rundt med sine mærker på sin store brede ende. Men Poul mente, at et rigtigt hjem havde børn, og dem gav Marie ham ingen af. Hun sagde, hun var for gammel til at få børn, men han ville så gerne have et par børn.
Men pludseligt opstod der en mulighed i det missionske hjem hos formanden, for menighedsrådets kone skulle nedkomme med et barn, som man mente var en jomfrufødsel, da hun ikke havde haft kønslig omgang med en mand i flere år, sagde man, da hendes mand som en ret kristen ikke brugte den slags som underholdning.
Men da lægen fortalte formanden, at hans ægteviede kone havde haft kønslig omgang med en mand, så kom hun i forhør og tilstod, at den forrige formand for sognerådet havde hjulpet hende med djævleuddrivelse i hendes skød. Men så ville de ikke beholde dette barn, og derfor adopterede Poul Jensen en lille pige, som Marie skulle passe udover forretningen.
Men da den lille nyfødte pige skulle have bryst, så måtte moderen til barnet flere gange om dagen og én gang om aftenen møde ovre hos Poul skomager, for at give barnet sin mad.
Poula, som moderen hed, var lovformelig gift med formanden for menighedsrådet. For ni måneder siden havde hun fået djævleuddrivelse af formanden for sognerådet i sit skød, og var derved nedkommet med det barn som Poul skomager nu overtog som sit ægtebarn, som Marie skulle passe. Han stod om aftenen og ventede på Poula, som skulle følges hjem, og hun viste ham, som var tilflytter til byen, hvor hendes barn var undfanget i en hytte i skoven, som stod tom, da Sofie, som boede der engang, var blevet gift med den rigtige skomager, og derfor var flyttet. Men da Poul skomager meget gerne ville havde to børn, og Poula kun havde leveret et, så blev de enige om, at de også kunne uddrive en djævel af Poula, så de gik ind i hytten. Poula trak sine bukser ned, bøjede sig ind over det gamle bord og sagde til Poul skomager, du skal først slå mig i min bare ende med et spanskrør, men du kan nøjes med en hassel kæp ude fra skoven, og når du har givet mig en god gammeldags endefuld i min bare ende, så skulle der være klar til at du kan indføre dit scepter og frelse mig fra djævelen. Men jeg siger dig, du skal gøre det meget hårdt, presse scepteret ind i mig og langsomt ud og vente lidt, og så ind med stor styrke fra din lænd, så du rigtigt får hamret ham ud af mit skød, lykkes det ikke i aften, så må vi prøve igen i næste uge. Jo, svarede Poul skomager, men hvor ved du fra om han er der endnu, eller er ude? Det kan jeg mærke i mit skød, hvis han er væk, så klør og kilder det ikke mere, men er han endnu inde i mit skød, så kribler det og klør og kilder, så jeg er ved at gå til og er nødt til om natten, når min mand sover, at ligge og klø mig der, og ikke kan sove, men du får besked på fredag når jeg kommer med maden til babyen.
Og Poul var glad, ikke nok med han fik lidt fremmed, men han var selv far til sit næste barn

Arrestforvalter Niels Nielsen var gift med Oline, og de havde fire døtre, som alle gik på landsbyskolen. Nu havde Niels og Oline altid haft et godt forhold til inspektricen Anna Møller på landsbyskolen, og derfor kom de lidt sammen privat. Der havde han engang vist hende den buk og de remedier, man stoppede med at bruge for femogtyve år, siden da man i det danske retsvæsen, gik bort fra piskestraffen til kvinder, der bedrev utugt, eller når en gift kone havde været sin mand utro.
Men han havde da aldrig troet i sin vildeste fantasi, hun kunne finde på at bede formanden for sognerådet om at få bukken flyttet op på landsbyskolen, fordi hun gik væk fra spanskrøret som strafferedskab ,og hellere ville have den nye hasselkæp, som slog dobbelt så slemt som et spanskrør, og derfor var man nødt til at binde den, der skulle straffes med denne hassel kæp, for ellers afbrød den der fik sine klø afstraffelsen, fordi smerterne i enden fik dem til at føre hænderne ned i bukserne, for at fordele smerten over hele fladen på bagdelen.
Men nu gik håndværkerne rundt i hans arrestbygning og rev og flåede i alle de gamle remedier, og bukken som skulle flyttes i næste uge, men, sagde han til Oline, hvad fanden skal jeg arme mand snart stille op med dig og dine tøser, når de nu også fjerner bukken. Han gik ud i arresten, for at se hvor langt de var kommet, da han hørte én af tømrerne sige, hvorfor tager hun dog ikke og hænger en tønde op i kæder i loftet, det lavede min far, han var bødker, så tog han en tønde og hængte den op i to kæder i loftet, så smed han os unger, eller min mor når det var hende der skulle have klø, hen over den runde tønde. Man kunne ikke komme ned, før han gav lov, det er sgu da smartere end den buk der. 
Niels Nielsen gik resolut ned til byens bødker og bestilte en tønde til arresten. Han ville have den tømmer til at hænge den op, så den hang rigtigt. Når de kristne gik i kirke, så stod Niels Nilsens familie troppet op, og han læste ugens protokol, og dem der havde minustegn i protokollen, måtte lægge sig på tønden, og så svingede han stokken. Han var ikke gået væk fra spanskrøret, det stadig hang på væggen, som det altid havde gjort, oven i købet i flere tykkelser og længder, så alle kunne få lige det spanskrør, som passede bedst til dem. Som han altid sagde, her er lidt for enhver smag!

Så da søndagens ur var lidt over ti, kirkeklokken forstummede, og andagten i kirken gik i gang, så stod Oline med deres fire piger fra tolv til sytten år og afventede Niels oplæsning. Han læste navnene op og sagde, du fik et plus lille skat farvel med dig løb ud og leg.
Tilbage stod Oline med ansigt og øjne der fortalte om hendes uro for sin oplæsning, men da hun så ham smile, så vidste hun, at hun ikke blev den der indviede den tønde. Men han vinkede hende hen til sig og sagde, kom skattepige, jeg vil prøve noget, som kan blive til glæde i stedet for smerte. Og han lagde Oline hen over tønden, som skulle hun smækkes alligevel især da han løftede hendes skørter op på ryggen og trak hendes bukser ned om knæhaserne, tog sit scepter frem, og mens han kælede med sin skønne hustrus juvelskrin, så hun langsomt blev fugtig, så steg hans lyst i hans scepter, som blev stift som en stålstang, og da de begge var klar til søndagens elskovsrytmer, så førte han sig ind i hende. Han hviskede til hende, lig helt stille skat, så skal jeg gynge dig til en orgasme. Og han skubbede let til tønden, der gyngede frem i sine kæder og faldt tilbage på hans mave, og igen frem og atter tilbage. Og da hendes flimrende og blafrende vinger kildrede hendes skød, og hun mærkede de første små vibrationer lande i hendes indre, så tænkte hun, han er sgu ikke så dum ham Niels Nielsen, som er min elskede mand og far til mine fire dejlige tøser!

Trikotagehandler Sørensen havde været nødt til at udvide sin forretning, og måtte ansætte en yngre dame til at ekspedere i forretningen, pga. hans enorme succes med det famøse silkeundertøj. Han havde selv afprøvet det på sin elskede hustru Kirsten, som kom med en positiv tilbagemelding om den nemme vaskemåde, at bare skylle dem op, og lade hænge natten over, så var de tørre og rene næste morgen. Man behøvede så ikke at købe ret mange par ad gangen. Han hviskede også til de mandlige kunder, der kom for at glæde konen til jul eller fødselsdagen med et eller to sæt af de elegante silkebukser og underkjole, jeg har afprøvet slidstyrken på min kones bagdel, hun beholdt sine bukser på, da jeg sidst var nødt til at svinge stokken over hendes syndige ende, men bukserne tog ingen skade. Se det kunne man ikke sige om hendes ende ha ha ha.
Vaskevejledning på de tynde silkebukser kom også Trikotagehandleren til gode, da det blev frigjort blandt mændene i landsbyen, som fortale, at én af kvinderne havde vasket sine silkebukser en aften hun gik i seng, men da hendes mand kom hjem og opdagede, at konen havde glemt at puste petroleumslampen ud nede i stuen, hvilket kunne havde sat ild i huset så ville han hente sin stok og give hende en påmindelse i hendes bare ende.
Men konen ville have et lag stof imellem hendes ende og hans stok, så hun pillede de våde silkebukser ned og tog dem på, selvom de føltes meget kolde, men de opdagede begge to, at bukserne slet ikke beskyttede enden, når bukserne var våde. Hun måtte se sig slået endnu hårdere, end hun havde ventet. Hendes mand forlangte fremover, hver gang hun skulle have klø, at hun skyllede sine silkebukser under hanen, tog dem på våde og bøjede sig ned og stod stram buk. Så var hendes ende strammere, end når den var helt bar. Så slagene gik meget bedre i de hjem, hvor de havde silkebukser liggende i deres skuffer.
Men den nye frøken Jørgensen i Trikotageforretningen var et skønt skue for de fleste mænd, der var vant til lidt større størrelser i deres senge ,end den lille frøken i trikotagen på hjørnet.
Mange drømte om den lille dukke som konen, også Trikotagehandleren der så hende fimse rundt mellem hylder og skuffer, og op ad stiger for at nå æskerne på sidste hylde. Men da så han sin indgangsvinkel til et lille kig, da hun stod på øverste trin på stigen, gik han hen bag stigen og sagde, nu skal jeg støtte dem lille frøken Jørgensen, så de ikke falder ned, og han lettede på hendes kjole og så på de fine silkebukser, hun også havde på. Gud ved, om de var betalt, tænkte han, kan hendes løn virkeligt strække sig til denne fine vare?
Han fik sin elskede Kirsten ind på kontoret. Hans hånd gled op ad hendes lækre lår og ud på hendes stramme og glatte silkebukseende. Hvor jeg elsker dig skat, du har alle tiders dejligste numse, men kig frk. Jørgensen ud, og se om hun betaler sine silkevarer. Hun har bukserne på, men er de betalt?
Kirsten stod og så på sin elskede mand og spurgte, om hun skulle kigge hendes taske eller tøj efter
. Men han sagde, du skal bare finde ud af om hun lyver eller ikke lyver, eller om hun stjæler eller ikke stjæler. Det må du da for pokker kunne finde ud af, ikke skat? Ellers må jeg lære dig det, men det har vi ikke tid til nu, se så for pokker og find ud af eet eller andet, og det haster lille skat. Og husk så lige at du i aften gør dine hvide silkebukser våde, inden vi skal i seng, så vi er helgarderet hvis nu du er uartig i løbet af dagen ikke skattepige?
Kirstens tilbagemelding samme dag, gjorde Trikotagehandler Sørensen så glad, ved at se på uret. Så sagde han til sig selv, sikken en fest vi skal have her til fyraften lille frk. Jørgensen.
Nu håber jeg minsandten, Kirsten har ret, så jeg ser lille frk. Jørgensens bare ende inden ret længe. Bare tanken om at afdække dette smukke lille stykke lækre endebalder, der sad struttende og afventede spanskrørets slag, for ikke at sige hans kælende hænder ned over denne stramme unge ende, fik ham til at gyse, uhh bare dog klokken var halv seks.

På kontoret blev Frk. Jørgensen mere og mere bange, da hendes forklaringer ikke strakte længere, end som hun vidste ifølge hendes ansættelsesattest, at Trikotagehandleren med hans kone Kirsten, som vidne, var i sin gode ret til at straffe hende med en endefuld med et spanskrør i hendes bare ende. Og da hun stortudende stillede sig foroverbøjet hen over skrivebordet, og fru Kirsten tog fat i hendes små søde hænder, og hun mærkede Trikotagehandleren løfte hendes kjole op og placere den på hendes ryg, da gik hendes små snøft over i en hulkende gråd. Da vidste hun, at hun snart blev opdaget, og at hendes straf sikkert blev lang og hård, da hendes chef stod og betragtede det smukke syn af hendes slanke numse. Men da han trak hendes bukser ned, så var det to par lyseblå, to par laksefarvede og to par hvide silkebukser, der havde beklædt hendes slanke bagdel, som nu synedes endnu mindre end før. Men da han spurgte frk. Jørgensen, om hun kunne regne, da hulkede hun. Så fortæl mig, hvad seks gange fem er frk. Jørgensen. Det er tredive, sagde hun. Du får så tredive slag med spanskrøret i din bare ende, men så får du lov til at blive i min forretning, indtil du har betalt de seks par, du har på. De lå nu nede på det snavsede gulv. Du ved jo som ekspeditrice, at når man køber sine bukser i en forretning, så lægger man pengene i kassen og tager notaen med sig, så man kan bevise, man har købt sine bukser, men du har ingen nota, så du må gå hjem uden bukser, når dine tredive slag for tyveriet er overstået.

Og i protest over den dom, afgivet af hendes arbejdsgiver, så stod hun, mens slagene svirpede ned over hendes syndige bare ende og tænkte på, hun fremover ville gå på arbejde med numsen bar, når hun selv skulle betale sine bukser, som jo blev slidt i forretningen. Og når hun blev taget i det ene eller andet, så skulle bukserne jo alligevel trækkes ned, så var det nemmere for alle parter, når der ingen bukser var. Alle disse tanker, der rullede i lille frøken Jørgensens hoved, mens spanskrøret dansede på hendes bare ende, gjorde at smerten slet ikke var så slem, som alle hendes større søstre og brødre fortalte hende, da de alle fik klø derhjemme.

Formanden for sognerådet var vred på inspektricen på landsbyskolen frøken Anna Møller, fordi der var noget muggent omkring den sten, som Olga var blevet straffet for, både i skolen og bagefter hjemme hos ham og Sofie. De havde forlangt, at hun sagde sandheden. Hvis vi opdager du lyver, så får du alle fyrre slag i din bare ende med hasselkæppen, men taler du sandt, så slipper du med femogtyve. Hun hulkede, at hun sagde sandheden. Tove, hendes storesøster, havde bevidnet hun havde set stenen, og hun havde også set Sofie gøre det grimme.
Men da han sad som øverste myndighed i kommunen, så var han også chef for skolen, og Anna Møller var hans lønnede medarbejder. Da han havde fået at vide af frøken Møller, at beviset, den aflange sten, var blevet destrueret, så følte han, at én eller anden ikke talte sandt, fordi lille Olgas veninde Maria fortalte ,at da hun sidst fik sine otte slag i enden på frøken Møllers kontor, da så hun en aflang sten, der lå i vindueskarmen på en mørkerød fin serviet af det pureste silke. Der var broderet et lille navn på servietten, der stod "pilfinger" med en stor smuk gylden roset hængende ned over stenen.
Han besluttede at aflægge skolen et uanmeldt besøg. Han tog sin høje silkehat og jaketten på , og han tog sin svendegave fra hans gamle mester, en sort tynd spadserestok fremstillet af det fineste polerede spanskrør og indkøbt på den spanske kyst for over hundrede år siden.

En lækker sag i en snæver vending, sagde han, da han forlod rådhuset og begav sig mod Anna Møllers domæne landsbyskolen.
Hun var desværre gået et lille ærinde, men hun ventedes tilbage i løbet af fem til ti minutter, så formanden ville vente på hendes kontor, hvor han konstaterede, at både Olga, Tove og lille Maria alle talte sandt, hvilket den stakkels lille dame som han ventede på ikke havde gjort!

Formanden tog imod Anna, da hun trådte ind ad døren. Hun blev næsten hvid i ansigtet, en lille smule nervøs, og samtidig med at hun gav ham hånden, skelede hun hen til sit tomme vindue, hvor pilfinger ikke længere lå med sin røde silke dug.
Men hun så straks, den var placeret lige foran hendes plads, ved skrivebordet med navnet ind mod hende selv, og han sagde let og mildt, lad os ikke være uvenner Anna Møller, men nu har jeg straffet min datter, fordi hun gjorde, hvad hun ikke burde have gjort, jeg var lige ved at straffe hende, for ikke at tale sandt, men jeg stolede heldigvis på begge mine tøser.
Jeg havde ellers takseret en løgn i hendes tilfælde til femten slag i hendes bare ende med en smidig hassel kæp, men jeg kan se nu med egne øjne, at det er en anden der lyver kan de ikke det frøken Møller?
Jeg har ikke løjet for nogen, svarede hun. Joh, Anna Møller, de fortalte mig, at de destruerede stenen
. Men den ligger der, og den er døbt, kan jeg se, den ser ud, som om den bruges til det samme, som min datter gjorde, men hun er blevet straffet, og det er de ikke, vel Frøken Møller?
Hun rømmede sig, kastede sit hoved tilbage, så ham ind i øjnene og sagde, husk lige på min alder. Jeg er snart fyrre år, og jeg er ikke ansat under tyendeloven, så ingen kan straffe mig!
Joh, frøken Møller, det kan jeg, jeg kan opsige dem fra deres stilling med omgående fratrædelse, men kun hvis de ikke er en lille smule fornuftig og eftertænksom, for hvis de tænker dem om, så skal en lille pige på femten år have en endefuld i sin bare ende, fordi hun gør det, som den dame der straffer hende med spanskrøret også gø,r fordi hun er nogle år ældre er det god opdragelse?
Jeg går hjem frøken Møller, og i morgen kommer jeg igen, så bliver vi to enige, skal vi sige det?
Han gav hånd, bukkede, smilende og forlod Anna siddende målløs i skivebordsstolen, og hun mærkede allerede smerterne. Hun mindedes faderens hug, som han kaldte det, men det er jo mange år siden, næh var det nu det? Nej, det er kun seks, syv år eller er det ni, men hvad nu, han havde ret, men skulle hun virkelig selv opleve at ligge på den buk, åh nej. Jeg holder ikke ud at vente helt til i morgen, åh nej, hvad skal jeg gøre, jeg skal tisse, åh hvor er jeg nervøs, hvad nu? Hvor er Bodil? Men hun kan jo ikke hjælpe mig, hvad nu hvis han også ved det med Bodil og mig, åh nej, lad mig dog dø inden i morgen, jeg kan ikke klare det.
Tanken sneg sig ind på hende, nej Anna, du er snart fyrre og kan ikke klare det, men som han rigtigt sagde, hun er kun femten, og hun skal klare det, ingen spørger hende,om hun er bedre rustet? 

Han var ventet, da han trådte ind. Alt var gjort klart, selv hassel kæppene stod i vand, og Anna stod hvid i ansigtet og kendeligt nervøs. De var enige, hellere en straf end afsked, så hun lod sig føre til sin egen ide, straffepulten. Hun var stiv af rædsel, da hun bøjede sig, og lod ham spænde remmen.
Hun rystede, da hun mærkede sin kjole blive løftet. Han stod et øjeblik og beundrede hendes smukke bagdel med de kridhvide silkebukser, der fremhævede hende ende, så den mindede ham om en smuk porcelænsfigur. Da de fine bukser langsomt blev trukket ned over enden, sitrede det i Anna, og hun afventede det smertefulde slag. Men han var ikke en bøddel, han var en fin mand med følelser og en fin fornemmelse for hensyn, så han varmede forsigtigt Annas stramme ende op med bløde kærlige klaps med sine følsomme hænder, og da han så, hun var rolig, og hendes balder var lyserødt opvarmet, så mærkede hun det første svirp fra hassel kæppen, og de følgende slag blev placeret med små andagtsfulde pauser, hvor hans bløde hånd kælende strøg smerten fra det forrige slag, og så fulgte det næste. Da hun hørte ham flytte sig, og vandet i vasen fortalte, han leverede hassel kæppen tilbage, så stod hun i spændt forventning om, hvad der nu skulle ske.

Fortsættes   

     

RETUR

Har du en fræk novelle eller julehistorie du vil have
med på siden så send den i en e-mail