LANDSBYEN DEL 4 - AF MARTHIN

2005

Afsløringer

Åh nej, det var minuturet der ringede, ovnen skulle tændes og bordet skulle dækkes, hvorfor pokker begyndte jeg også at læse i den dagbog, netop i dag, hvor jeg har så travlt og skal have alle de mennesker til at komme og holde juleaften.
Hun blev også nødt til at skifte trusser og vaske sig, fordi hun efterhånden var blevet mere end tændt, og det var efterhånden så slemt at det dryppede fra hende, åh nu måtte hun se at få det hele til at klappe, fordi hun måtte altså have endnu et afsnit af den dagbog, ellers ville hun sidde hele aftenen og virke anspændt, med de halve tanker i festen omkring sig og resten inde i dagbogen fra hendes elskede oldefar.

 

Resumé:
Lærerinden har uretmæssigt straffet en elev, og nu står hun selv til straf. Da straffen er eksekveret venter hun spændt på det næste træk.

Hans øvede og bløde fingre søgte og fandt, hendes kronjuvel, som sad mellem hendes lækre lår og han nussede den, så hun følte fugtigheden og lysten, gro i sin krop, hans hænder der adskilte og indførte, en blid og varm genstand, som hun med det samme vidste, ikke var hendes pilfinger, fortalte hende forskellen, mellem surrogat og natur, hun gispede, i en glæde der var større end forventet, det jublede i hende, da han førte sit scepter, frem mod hendes tempels bund og han stille og kærligt red hende frem til porten, hvor trappen begyndte, til den syvende himmel, hvor de sammen sluttede, i en andagtslignende orgasme og han stod bag hende, stadig var de hægtet sammen, da han bøjede sig ind over hendes afslappede ryg og hviskede i hendes øre.
Snyd ikke dig selv Anna, med en kold sten, som din elsker, glæd en mand og dig selv, skab dig et godt liv, bliv eet med dit køn og lad den rette komme til dit leje, så bliver du, hvad jeg føler du er, en skøn pige at gæste.

Byens rullekone Nielsine Nielsen, var enke efter et langt og godt liv, med spillemanden  Anton, som desværre alt for tidligt gik i graven, ved den store epidemi af den frygtede sygdom, som hærgede landet. Men hendes ensomme liv, som rullekone og den lange slidsomme dag, ved den store rulle, som var fyldt op med sten, for at rulle de fine fruers rulle tøj, så de kunne lægge rent ny rullet sengelinned under deres elskede mænd, hvor de sammen lå og i Nielsines drømme, elskede så hun senere kunne få det tilbage og rulle alle krøllerne ud igen, efter alle pletterne, var vasket af.
Men livets funktioner, finder altid en udvej, så Nielsine vidste at på de omkringliggende gårde, var der alle de unge mænd, karlene, som ikke var kostforagtere, i nogen retning og deres løn, strakte sig ikke til ret meget andet end en pot mjød på kroen, når der var lørdags bal og en rulle tobak, så de kunne ryge deres sure snadde, når de trængte til en anden form for frisk luft.
Men når de ungersvende, som de fleste af karlene var, ikke fik fat, i lige netop hende, tøsen de godt kunne kramme i dansen, men som de ikke måtte kramme i sengen, så gik til de til Nielsines rulleforretning. Og selvom Nielsine var en stor bred og ældre kvinde, så var det bedre at hygge sig med hende, end at sidde ensomt og gnide,  på  sit eget kød.
Men Nielsine savnede,  sin spillemands ugentlige opdragelse, af hendes store syndige ende, der af og til trængte til en omgang, med stokken. Men også der, fandt hun frem, da hun meldte sig ind, i den store religiøse bevægelse, hvor syndig opførsel ikke tåltes, og derfor kaldte i bøn, hver fredag aften og når hun efter bønnen, gik til syndsforladelsen, i degnens sorte kælder og blev kastet op, på den store buk og fik blottet sin bagdel og smedens største svend, løftede spanskrøret til slag og hun mærkede de tyve mægtige rap, der bed sig ind i hendes ende, så gik det for hende og hun følte sig frelst, til dagen efter, hvor ungersvendene igen ville besøge hendes leje

 Lars Olsen, smedesvenden der af degnen, blev sat til at garve huden ,på den syndige Nielsines bagdel, så hende stille gå hjem, efter den hårde medfart, han havde udsat hendes bagdel for, han følte det var synd, denne ulykkelige kvinde skulle gå ensom hjem og udgyde sine tårer i enrum, uden at have en skulder at græde ud ved, så han rettede sine skridt, ned til hendes dør, da aftenens dont, hos degnen var slut.
Og da Nielsine så ham stå, med sine udbredte arme, for at trøste hende i hendes armod, så krøb tårerne frem i hendes øjne og hun nød at ligge i hans favn , der var dobbelt så stor, som hendes tidligere spillemand og da han med sin mørke bløde røst, fortalte hende at han ville, hvis han måtte, lægge hende i seng, så ville han, mens hun sov en rolig søvn,  flytte sine stumper af møbler ned, i hendes store stue og flytte ind,  i hendes hjem, som hendes fremtidige beskytter.
Nielsine følte sig,  som et andet menneske, aldrig havde hendes dag startet så let, aldrig havde hun siddet så roligt og set en mand spise hendes veltillavede retter og aldrig have hun været så glad, for at rede sin seng, med de ny rullede lagner, som var kølige under deres varme kroppe og om morgenen, var de plettede,  som resten af byens lagner, der hang til tørre  og ventede på  Nielsines stenrulle, for igen at blive brugt, som underlag for de elskende, i den lille landsby.

Om aftenen, når rulleforretningen lukkede, så stod Lars og skubbede, den store tunge, stenrulle, ned i den anden ende, så selve rulle bordet var én stor flade, så løftede han Nielsine op og satte hendes store brede ende på fladen, hvor den store stenrulle før var parkeret, skubbede hende let bagover, løftede hendes store håndbroderede kjole væk og tog fat i elastikken, på hende store bukser i hendes talje  og vippede dem ned under hendes ende og trak dem af hende, så hun sad på sin bare ende, på rullebordets flade, så løftede han hendes lægge, så han stod mellem Nielsine brede lår og løftede hendes ben op mod loftet, spredte hendes ben og stillede sig, med sit stive scepter rettet ud i hele dens længde, og bad Nielsine om den sidste hjælp at føre hans lanse frem,  til hendes elskovshule.
Han red hende hårdt og hun nød hans ridt, som sammen gav dem den rus, de havde opsparet siden dagen før og når deres ridt gav dem roen og freden i deres kærlighed til hinanden, så kyssede de hinanden og han hjalp sin elskede ned på gulvet og gjorde klar, til næste dags arbejde, i rulle forretningen.

Men da ungersvendene, stod ved Nielsines dør, ved næste lørdags dans, efter de havde drukket den sidste pot mjød og bankede på rulleforretningens dør, så kom Lars ud og gennede dem væk og de forstod,  de ikke mere var velkomne her.
Men da døren var lukket, bag rumpen, på den sidste ungersvend, da greb Lars efter stokken og hans knoer lyste hvidt, i grebet og hans hånd strammedes, da han løftede stokken og gik ud i rulleforretningen, til Nielsine og  da hun så hans bistre smil og rynkerne på hans pande, som fik hans store blå øjne til at mørknes i  et vredt blik, da vidste Nielsine,  tiden var kommet, så hun gik hen og placerede sin store krop, i en foroverbøjet stilling, hen mod den store rulle, der var fyldt med sten og her, stod hun stille og ventede på sin ugentlige straf, hendes kjole blev løftet op og sat  fast,  på hendes brede ryg,  hendes store hvide og renvaskede bukser, blev trukket ned og stokken susede ned over hendes store brede bagdel og hun mælede ikke et ord, før stokken ramte hendes bare ende, med det tyvende slag, da lagde hun nakken tilbage og skreg ud i lokalet, jeg er sød og rar åh herre, tilgiv mig, arme synder, tilgiv mig herre, skån mig for flere klø, jeg er en ren pige.
Hun havde ret og hun vidste, hun blev tilgivet sin brøde, da hendes afretter, smed stokken spredte hendes ben og hans lette berøring, af hendes lille knop, som hans blide fingre fandt, i hendes skjulte junglekrat, som omkransede hendes fugtige tempel, hvor han i sin tilgivelse, indførte sit stive scepter, for at forene dem i deres fælles orgasme.

Gamle Ane, som siden hun var seks år, havde slidt og slæbt, på godset, som pige i køkken og efterhånden, som hun blev ældre, rykkede op i huset, som stuepige, men den nye godsejer, mente hun var for gammel, med sine femoghalvtreds år. Hun, der siden hun var barn, havde lavet morgengymnastik, med fritstående øvelser i tyve minutter og bagefter taget kolde afvaskninger, over hele kroppen, hun stillede sig frem foran spejlet og så på sin nøgne krop og sagde, hvis jeg er gammel, hvordan pokker ser så, de unge ud ? Men hun var blevet kasseret og smidt over i aftægts huset, sammen med de andre gamle, fra godset
Hun havde, mindst én gang om måneden, i det meste af sit liv, stået med bar ende og fået fra fem til tredive sag af spanskrøret, som tretten års pige, fik hun sin seksuelle debut, uden at vide , hvad det var der skete, men den gamle godsejer, var en forhadt mand, da han var kendt for at misbruge alle sine ansatte piger, hans kone forsøgte én eneste gang at stoppe det, men det kostede hende, tre ugers sengeleje, liggende på maven, med et tyndt lagen over hendes smadrede bagdel, som hun først, efter flere måneders pleje, igen kunne sidde på.

Men Ane, var ikke utilfreds med, man ikke kunne bruge hende mere, på godset og havde sendt hende over i aftægts huset, for da hun en dag, skulle sende et fødselsdagskort, til sin datter Inger, som hun var nedkommet med, for femogtyve år siden, da godsejeren, havde straffet hende med en endefuld og bagefter havde bedækket hende, for at vise hende,  hvor meget hun betød for ham, som menneske og pige i hans hus, selvom jeg er nødt til at opdrage dig, lille Ane, så elsker jeg dig jo alligevel, kom lille ven og læg dig her, spred dine pusselanker, så skal jeg vise dig hvor højt jeg elsker dig, lille skat, derefter var hun blevet gravid og da fruen på godset, aldrig selv fik børn, så fik Ane, lov til at beholde både sin datter Inger og sit arbejde på godset og hun havde den aftale, med godsejeren, når lille Inger var uartig, så var det Ane, der fik kløene, derfor fik Inger aldrig lov til at smage spanskrøret og om dagen  var hun oppe hos fruen på godset, når Ane arbejdede og nede hos Ane, når hun havde fri, derfor fik hendes lille datter Inger en god tilværelse og en god start i sit liv, fordi hun havde to mødre, som begge beskyttede hende og lærte hende op til en dygtig  kontorpige, som sad i Århus, på et fint kontor.

Men da Ane gik ind hos Bog og Papirhandler Mikkelsen, som var gift med Karen og havde fem børn, tre piger og to drenge, som alle gik på landsbyskolen. Men hans kone Karen, led så frygteligt af migræne og andre små skavanker, så hun tit, var indlagt på Ålborg sygehus, i månedsvis, man talte i landsbyen, i det skjulte om, at hun vidst nok kom sammen med overlægen og kun lå i sin sygeseng, når han ikke var hjemme, i sit hus, han var ugift.
Men bog og papirhandler Mikkelsen, så gamle Ane, da hun så på et fødselsdagskort, til sin elskede datter, Inger og han gik hen og sludrede med den ældre dame, som han vidste, var en dygtig dame, på de hjemlige sysler, som han manglede, når han kone var indlagt, på sygehuset,
De aftalte at hun kom hjem og tog sig lidt af hans hjem, med rengøring og madlavning, så han og børnene, ikke måtte gå sultne i seng.
En aften, hvor han havde haft en travl dag, både nede i forretningen og på sit kontor, og da han endelig kom op i privaten, så sad hans ældste datter Mona, med en seddel fra landsbyskolen, som han skulle underskrive og ikke nok med det, men sedlen, berettede også at han burde give sin ældste datter Mona, en bedre opdragelse, fordi inspektricen, Anna Møller, havde afsløret hende i at snyde til en eksamen, derfor havde frøken Møller, set sig nød til at straffe Mona, med en endefuld i hendes bukse ende, med otte slag, med spanskrøret, ifølge loven.
Så da han havde straffet sin femten års store pige, med en ordentlig endefuld i hendes bare ende og sad helt udkørt, i sin sofa, da Ane skulle til at gå, så bad han hende, om at holde ham med selskab, til aftenkaffen og de sad sammen, nød kaffen og hyggede sig,  i hinandens selskab!

Efter en hyggelig passiar og en rar aften, i godt selskab, overtalte Mikkelsen, Ane til at overnatte, nu hvor det var blevet så sent og han var ikke stolt af at forlade sit hus, med fem børn, liggende i rolig søvn, for at følge Ane hjem, gennem den mørke landsbys gader, derfor gik de sammen til Mikkelsens sovekammer, hvor han nød situationen, da han for første gang, i sit liv, stod med en dame, helt afklædt, som ikke én eneste gang, beklagede sig, over hovedpine eller andre skavanker, men stillede sig frit ud på gulvet og gjorde gymnastiske øvelser, som sluttede med at hun bøjede sig forover, med strakte knæ og lagde sine håndflader på gulvet, hun stod smukt, med let adskilte fødder, for at styrke balancen. Mikkelsen stod bag hende og var stiv af beundring, hendes smukke halvrunde balder, som svagt, bar præg, af god opdragelse, gik ned i hendes spændte lår, hvor hendes smukke køn sad let åbent og smilede til ham. Han kastede de sidste rester, af sin klædning og mærkede hvordan spændingerne i hele hans krop, fik ham til at bøje sig, lægge sine hænder på denne skønheds hofter, kysse hendes smukke balder, der fremstod som to porcelænskupler og hans spidsede tungen og slikkede ind i hendes køn, slikkede hende lille agrar, der strittede frem og var hård som en nød og da han endelig, lod sig glide op i stående stilling og hans lanse, strakte sig frem i majestætisk rejsning og hans hænder lod adskillelsen, af hendes lækre balder, så hans lanse, kunne passere ind i hendes paradis af en grotte og han red hende stolt og langsomt, så de sammen fik den samme oplevelse, af at være eet, med dem selv, i deres mest ophidsede og lystne tid og han skød sine safter, ind i hendes hule og sammen stod de ærbødigt, til han stille gled ud og han løftede hende op i sine arme og lagde hende forsigtigt på hendes seng, hvor han lagde sig stille og endnu engang, beundrede hendes skikkelse og kvindelighed.

Da han, efter en forholdsvis, rolig nat, endnu engang, blev præsenteret af Anes morgengymnastik, afsluttet med kolde afvaskninger, med efterfølgende erotiske udladninger, inden de sammen,  hånd i hånd, gik ned til morgenkaffen, i det herskabelige køkken, hvor Ane, udleverede en flot smurt madpakke, til alle fem børn, inden de gik til skolen og hun satte sig på Mikkelsens skød og spurgte ham om, hvad han ønskede til middag. Så klappede han hende i enden og sagde det bestemmer du Ane, så bestemmer jeg resten her i huset, vi ses til frokost, min lille skat og du bliver vel hos mig, igen i nat!

Men, livet er ikke kun til glæder og fornøjelser, en skønne morgen, kørte postvognen fra Ålborg ind i den lille landsby og blandt passagererne sad bog og papirhandler Mikkelsens ægteviede hustru, som for en stund, igen var blevet helbredt, af sin dygtige overlæge,  på sygehuset.
Men da hun aldrig tidligere, var blevet bedt om at sende besked, om sin hjemrejse, så gjorde hun det heller ikke denne gang og derfor, måtte hendes ægteviede mand og hans elskerinde, se sig afsløret, da han var i gang, med sin dybe beundring af Anes morgengymnastik i hans sovekammer, da hans elskede Karen, som var mor, til hans fem børn, stod i det samme sovekammer og klappede i sine hænder, ikke i begejstring, over det hun så, men for at skabe kontakt, til sin mand, som stod med sin lanse klar, til indføring, i gymnasten, når hendes forventede afslutning, med den stramme foroverbøjede stilling, var klar.
Da faldt lansens stolte pragt, og gymnasten gled sammen på gulvet og ledte efter det tøj, hun ikke havde på og heller ikke var i nærheden af dem, men lå på den gennemrodede seng, som bevidnede om, hvad der tidligere var hændt og Karen stod stille, et kort sekund, vendte sig og gik ud, men vendte om og sagde, jeg vil anbefale jer begge to, at komme ned i  stuen, når i er påklædt, så vi kan diskutere, hvad der skal ske i fremtiden i dette hus, men jeg siger med det samme, i skal ikke glæde jer for tidligt, jeg ved nemlig, hvad jeg vil og det bliver ikke morsomt, for nogen af jer!

De stod, som to fremmede, der var taget i tyveri og afventede deres straf, mens fru Karen sad ved et veldækket morgenbord, som havde stået fra tidligere og ventet på to personer, men nu stod der en ekstra kop, som hun havde hentet selv og hun sagde med dæmpet stemme, sæt jer ned, så langt fra hinanden som muligt, jeg ønsker ingen detaljerede indrømmelser, det hele her, vidner jo om, hvor stor længslen,  efter min hjemkomst, fra hospitalet, har været, af jer to, i hvert fald, mine børn har fortalt om dine, flotte madpakker, så der er altså sket, noget godt her i huset i de sidste to måneder.
Lad mig, fortælle hvad jeg vil have ud af dette cirkus, tag jer en kop kaffe, og lyt godt efter hvad jeg siger, for der bliver kun de to muligheder, den ene, som jeg bifalder meget.

Ane, flytter ned i kælderværelset og er vores dygtige hushjælp, som vi lønner for hendes store arbejde, med alt rengøring, mad, indkøb og strygning af tøj, simpelthen alt her i huset, jeg sidder som det jeg er Fruen i huset, som ser arbejdet efter, om det hele er på plads og i orden, er der noget at klage over, så ordner vi det sådan, Ane stiller, som alle andre i den stilling hun har, fredag aften ved otte tiden og får sin velfortjente straf, med vores lækre spanskrør i sin bare ende, af dig Henrik
Og jeg sidder som garanten for, slagene er hårde nok og straffen bliver fuldbyrdet og der ikke sker andre små lystige indfald, under denne ceremoni, du Henrik, ligger i Herreværelset i de næste seks måneder, da jeg trænger til en rekreation og så ser vi, om seks måneder, hvordan det hele fungerer?
Og den anden mulighed Henrik, den behøver vores hushjælp ikke høre på, så hvis hun vil gøre sig usynlig nu, så kan vi som ægtepar, tale videre i vores egen stue, under fire øjne, ikke.
Han vidste det var skilsmissen og han vidste at hun havde retten på sin side, selvom, han vidste at hun i Ålborg, havde lavet nøjagtig det samme som han, men hun havde beviser, det havde han ikke og han bandede og sagde hvorfor fanden er hun altid et skridt foran mig, den satans kælling.

Ane, var ikke dummere, end hun vidste, det var hende, der fik den værste straf, både fordi hun som hans elskerinde, var sytten år ældre, end hans kone og fordi han skulle slå hende, som han holdt mere af, end han gjorde af sin kone og så endelig fordi hun skulle lide den tort at hun, fruen sad og morede sig, når hun gav sine lyde fra sig, når smerterne blev uudholdelige, men det værste hun nogensinde havde oplevet i sit liv, det var da fruen, en fredag aften, da Ane stod med, kjolen løftet og bukserne var trukket ned og ventede på spanskrørets smældende svirp, så rejste hun sig, med sin cigaret i hånden og sagde til sin mand, lad mig prøve, om ikke jeg kan slå lidt hårdere, end du gør skat, det skal jo være en straf og ikke de pjattende smæk du giver hende og hun slog vildt ned på Anes bare ende, så hun ikke kunne undgår at skrige højt, men så slappede fruen af og lod manden give hende de sidste slag, inden hun blev sendt ned i kælderen, alene!

Men Ane, var efterhånden desperat, af sine fremtidsudsigter, da hun nede hos apotekeren, fik øje på johannesbrødene, den plante som virker afførende og som man brugte på apotekerne rundt om i hele landet. Hun købte for egne penge fem stykker og kom dem knust i fruens te, om eftermiddagen og indbagte dem i det franskbrød, som kun fruen fik, til sin morgenmad.
Efter fire dage, opholdt fruen sig mere i sin seng og løb ud på toilettet, med opkastning og afføring i stride strømme, så man besluttede at overføre hende til Ålborg sygehus og i Bog- og papirhandlerens hjem, åndede man  lettet op og hendes mand, som endelig så sit problem  løst, så han igen kunne få Ane, ind i sit sovekammer, som sin dejlige gymnastikpige.
Men her gjorde han regning, uden vært, Ane nærmest flygtede, ud af det hus, hvor selv manden, var en lille lus og ikke et mandfolk, som hun stolede på, men han lod stå til, da hans plads var truet?

Det halve af byen, talte om historien, med Bog- og papirhandleren, der fik konen, uønsket hjem fra hospitalet og fandt ham i armene på sin elskerinde, som ingen anede hvem var, da Ane, jo i byen hed, gamle Ane, fra aftægten, men alle morede sig, nu var konen så indlagt, hos sin elskede overlæge, men han kunne jo ikke sætte noget ind i hende, når hun spruttede alt ud af sig.

Apoteker Strøm, som var enkemand og havde sin datter Gerda, på sytten år, som stadig gik i skole, fordi hendes kløgt, ikke var stor nok, til en afgangseksamen, men til trods for sin dårlige evne til at lære, så blev hun omtalt som byens avis og det hun ikke vidste, det digtede hun selv og sendte det hele i omløb, mellem byens sladdervorne damer.
Og da hun ikke brød sig om inspektricen, på skolen, Anna Møller, fordi hun så tit, fik klø, på grund af sin uvidenhed og næsvise opførsel, samt hendes opdigtede historier, men nu gik hun i gang , med en historie, om Bog- og papirhandler Mikkelsens hemmelige elskerinde. Hun fortalte, hun havde set inspektricen fra landsbyskolen gå til og fra boghandlerens hus, morgen og aften, igennem meget lang tid.
Og hendes far, apotekeren, der kom meget på godset, med alle sine medikamenter og i mange tilfælde, blev brugt som en erstatning, for lægen, kendte en del til Ane, som han havde solgt alle de johannesbrød til, som han vidste, hun sikkert ikke havde købt til sig selv, da hun, med sit friske liv, med alle hendes gymnastiske øvelser og de iskolde afvaskninger og bade, var sundheden selv.
Han havde da også den opfattelse, da han, i sin tid hørte at den unge godsejer, sendte Ane over i aftægten, at det var den forkerte der blev sendt væk, fordi hun var i en bedre kondition, end mange af de yngre.
Så med den viden og forudanelser, om hvad der virkeligt var sket og årsagen til denne udåd, så bad han datteren Gerda, om at se efter forretningen, mens han tog på sygebesøg.

Da Ane åbnede sin dør og apotekeren stod på måtten og trådte ind i hende stue, på aftægts huset, så var hun hverken forbavset, eller bange for hans besøg og da han sad ved hendes bord, spurgte hun ham, skal jeg hente stokken og trække mine bukser ned, eller vil du tale med mig.
Apotekeren smilede til hende og sagde, du indrømmer altså at det er dig, der har sendt fru Mikkelsen, på sygehuset i Ålborg, med en frygtet sygdom, som den epidemi, som de tror det er.
Næh, lille Ane, du skal ikke hente stokken, endnu, men lad mig sige det sådan, skal du spare dig selv, for en masse besværligheder og mange stokkeslag, i din bare ende, så gør du som jeg har tænkt mig at berette for dig nu. Sæt dig ned på din numse lille Ane og hør efter hvad jeg siger. I dag, inden solnedgang, så har du pakket alle dine ting, her i aftægts huset og så stiller du i mit hus, som min fremtidige pige i mit hus, du bliver ansat efter de regler der er på det felt, du tage dig af alt i det huslige under dit ansvar, så ser vi hvordan du arter dig, gør du dig umage, så slipper du for stokken, gør du ikke så bliver du revset af mig og sokken, den kende du jo fra godset. Og er der noget jeg kan bruge dig til, lille Ane, så bliver du ikke spurgt, hvad siger du til det, er du klar over din stilling og kan jeg regne med at du kommer i dag inden solnedgang, eller vil du have en  form for betænkningstid.
Ane rejste sig og slog sig på enden og sagde ja, jeg kommer hr. apoteker og jeg skal gøre mit bedste for at gøre mit arbejde godt og være en sød og omgængelig pige i dit hus, men jeg undgår nok ikke stokken, mon ikke du finder uartigheder hos mig, når først jeg arbejder hos dig.
Og hvad med din datter Gerda, skal jeg, eller skal du opdrage hende?
Det klarer jeg selv, men du skal hjælpe mig, når det er hende, der skal smage stokken, men det kan du vel også?

Fortsættes   

RETUR

Har du en fræk novelle eller julehistorie du vil have
med på siden så send den i en e-mail